
Dianalund indvier i morgen, lørdag 4. maj, sit nye aktivitetsområde »På Banen« med manér. Det skriver Dagbladet og Sjællandske.
Fra kl. 10.30 til kl. 14.30 vil der være gang i den med opvisninger, quizzer, leg og spil. På scenen, på fitnessområdet, i skaterparken, på parkourområdet. ved E-wall'en, på Multibanen og ved Borgerhuset.
Den første halve time går med den officielle indvielse og taler bl.a. ved borgmester Gert Jørgensen.
Og så kan man ellers bare gå rundt og opleve.
Team VICI – kendt fra tv-programmet Danmark Har Talent – optræder dagen igennem ved fitnessområdet. I skaterparken kan man opleve både AJ Scooters og Toolshed. På parkourbanen optræder Team JIYO mellem kl. 11.55 og 12.05. Team JIYA har gennem 14 år optrådt i både ind- og udland og også for det danske kongehus.
Lokalhistoriker Jørgen Mogensen står klar ved E-wall med en Dianalund-quiz, og på multibanen er der Trilletrolle hånd- og fodbold. Og fra scenen strømmer musik leveret af DJ Jack, Absolut Niller, Flacofar og DJ Jack.
Udover de mange opvisninger og aktiviteter vil flere lokale have en informationsstand på stedet, og der er også mulighed for at prøve en gymnastik-workshop. Lodtrækningspræmier og pølser er der også sørget for. Det er Dianalund B&U Kultur, der har arrangeret dagen.