Støvlet Katrines Lasse vandt DM

22-råige Lasse Zacho Andersen har sat kursen mod Michelinstjernerne. Lørdag placerede han sig nemlig som landets bedste kokkeelev, da der blev holdt DM i Skills i Herning. Det skriver DAGBLADET og Sjællandske.

Lasse Zacho Andersen er fra Slagelse. Skoleperioderne tilbringer han på ZBC i Slagelse, mens den praktiske del af læringen foregår på Støvlet Katrines Hus i Sorø.

– Jeg er meget glad, og stolt over, at kunne stå med den her. Jeg har brugt rigtigt lang tid, rigtigt mange timer på at træne til Skills, lyder det fra kokketalentet.

– Jeg tror faktisk ikke, at det rigtigt er gået op for mig endnu. Jeg er glad og lettet, og jeg bliver nok endnu mere glad, når det synker ind.

På finaledagen leverede han en anretning med helstegt lammekølle og en dessert med blandt andet lagkagebunde og friskost. I semifinalen havde han serveret to anretninger med gris og en charlottekage til dessert.

Det var særligt i finalen, at Lasse havde imponeret.

– Du havde læst opgaven, du havde forstået opgaven, og det var det vi fik, lød det fra Christian Kleinert Wellendorf, der i efteråret vandt bronze ved VM i Skills, og var med i dommerpanelet.

Og det var netop matchet mellem at holde hovedet koldt, og samtidig evne at funkle inden for den opgavebeskrivelse, der lå foran kokkeeleverne, der gjorde udfaldet. Her løftede Lasse sig særligt op på finaledagen, lød det fra dommerpanelet.

– Når man træder ind i et nyt køkken, så skal man lige lære det at kende. Jeg blev overrasket over, hvor meget anderledes det var i forhold til det, som jeg havde trænet i derhjemme, forklarer Lasse.

– Heldigvis fik styr på det hen over semifinalen, så jeg kunne give den gas i finalen. Jeg var faktisk ret rolig, og når der først er styr på Mise en place, der er listen over rækkefølgen, tingene skal gøres i, så kører tingene ret naturligt.

Lasse Zacho Andersen afslutter sin uddannelse med svendeprøven i februar.