
Lørdag den 4. maj tog Sorø Tennisforening hul på en ny sæson. Cirka 75 medlemmer troppede op til morgenbord i den bidende kulde. Det skriver DAGBLADET og Sjællandske.
Standerhejsningen kunne i år foretages med en ny vimpel, som foreningen har fået af de mangeårige medlemmer Kirsten og Knud Stadelund.
Ved samme lejlighed kunne foreningens medlemmer glæde sig over et nyrenoveret klublokale. En gruppe medlemmer har i løbet af foråret lagt utallige frivillige arbejdstimer og malet lokalet samt ikke mindst installere et nyt tidssvarende køkken. Fondsmidler fra Sorø Spare- og Laanekasses Fond samt et tilskud fra Sorø Kommune har gjort det muligt.
Over middag var der aktiviteter på banerne, hvor klubbens nye træner Kristian Nielsen stod for intro for voksne, som gerne vil finde ud af, om tennis kunne være et godt tilbud for dem.