Soranere med fælles mødested i Zambia

Mette Kaae og Bjarne Stenbæk

Langt ude i bushen i den fattigste del af Zambia har soranere et mødested. Nogle af dem kan du ind i mellem møde i Storgade i Sorø. Det skriver DAGBLADET og Sjællandske.

Altan.dk fra Sorø og foreningen Eventures driver med førstnævnte som sponsor og medejer projekt Zambia. I projektet drives en efterskole efter dansk opskrift, og underviserne er unge danskere, der rejser til Zambia for at opleve Afrika og for at bidrage til de zambiske unges start på en ungdomsuddannelse.

– Det seneste par måneder har vi været 25 danskere på stedet. Ni af os har tilknytning til Sorø, fortæller Mette Kaae, der er tidligere bosætningskonsulent i Sorø Kommune.

Sammen med gemalen, Torben Jensen, der er tidligere institutionsleder i kommunen, og Marie på 14 år har hun revet syv måneder ud af kalenderen for at lære noget og for at give noget. Torben er leder af Eventure Care, børnehaven for lokale børn, og Mette står for kommunikationsarbejdet. De to er også en del af lederteamet på stedet.

– Peter Knudsen fra Altan.dk har været på besøg, fortsætter hun.

– Og dertil kommer fem studerende fra Ankerhus: Mie og Winnie som arbejder med kostplaner, samt Mathilde, Camilla og Lea, som arbejder med udnyttelse af områdets naturressource, Moringa, som er et velkendt helseprodukt rundt omkring i verden.

– Og sådan kunne vi faktisk blive ved, fortæller Mette Kaae.

– I kulissen på Ankerhus sidder Asta Nissen og vejleder de studerende, før de tager til Zambia, som hun også selv har besøgt, og Sorø Rotary Klub har gavmildt har doneret penge til udvikling af Eventure Care. Øjensynlig i Sorø har sponseret et par briller til en af vores elever, Joshua, styrke +16, hvilket vil sige, at han praktisk talt var blind, før projektets medarbejdere fik øje på ham. Fra Eventure Zambia kan vi derfor faktisk kun sige; Tak Sorø. Det nytter noget.

Eventure sponsorerer via danske bidragydere de unges tre år på high school, men først får de et år på Northern Star Academy.

– Vi arbejder med entrepreneurship, innovation, sundhed, science og sport, fortæller Mette Kaae.

– Og vi tager fælles ansvar for stedet, vi bor på. Vi går i køkkenet og laver mad over ildsted, vi vasker tøj i hånden, og vi trasker rundt i klip-klappere og samler mangoer op til aftensmaden. Men allermest lærer vi noget om zambisk kultur. Vi ser, hvor taknemmelige eleverne er for at modtage undervisning, hvor lærevillige og åbne de er for vores kultur, og hvor svære kår de kommer fra. De fleste af dem er udvalgt som den eneste i en større søskendeflok til at være den heldige, der får en uddannelse. Det giver dem samtidig forpligtelsen til at forsørge resten af familien, og den er stor. Både familien og forpligtelsen.

– Vi spiser Zambias nationalret N´Shima til frokost, beretter Mette Kaae videre.

– vi har ikke badeværelser, men bader i verdens femte største sø, Tanganyika søen, og vi har strøm, når solen fodrer vores solceller. Vi sover godt om natten under den klare stjernehimmel, som ikke forstyrres af storbylys, ej heller af huse på mere end én etage. Der er enorme forskelle fra Sorø til Mbete Bay, men i Zambia mødes vi med det ene formål at udveksle kultur og danne venskaber på tværs af kontinenterne.