
Sorø Kommune og de kommunale apoteket er nu klar til at sætte et nyt »Projekt Rygestop« i søen.
– Mange rygere har et stort ønske om at stoppe. Det ønske styrkes af prisstigningen på tobak og covid-19, siger sundhedskonsulent Trine Kirke Vindfeldt, Sorø Sundhedscenter.
– At hjælpe rygere i Sorø Kommune til at blive røgfri er højt prioriteret politisk, og opgaven løftes i fællesskab imellem Sorø Sundhedscenter og apotekerne i Sorø, Stenlille og Dianalund.
– Covid 19 har fået mange til at genoverveje et rygestop, da rygere ser sig selv som særligt udsatte ved smitte, og vi oplever på Sorø Apotek større interesse for rygestopkurser, fortsætter apoeteker på Sorø Apotek, Mads Haaning.
– Det er derfor særligt meningsfuldt at kunne imødekomme de mange henvendelser og hjælpe de som måtte ønske det til at blive røgfri med vores rygestopkurser.
Samarbejdet mellem kommune og apoteker ønsker at skabe størst mulig fleksibilitet og tilgængelighed til de rygere, der ønsker at stoppe.
Der tilbydes to rygestopkurser på henholdsvis Stenlille Apotek med start i uge 38 og på Sorø Apotek med start i uge 44. Er man ikke til rygestopkurser, kan man altid få et individuelt forløb i Sorø Sundhedscenter.
– Ligeledes viser undersøgelser, at en kombination af rygestopmedicin og rådgivning, er en succesfuld metode til at få personer, der ryger mere end 15 cigaretter om dagen, til at gennemføre og fastholde et rygestop, fortæller Trine Kirk Vindfeldt.
– Når du vælger at følge et forløb, er der også mulighed for at få tilskud til nikotinprodukter.
Er fysisk fremmøde en udfordring, kan et individuelt forløb ligeledes tilbydes som telefonsamtale eller virtuelle samtaler.
Man kan høre mere om projektet på Sorø Sundhedscenter på telefon 57 87 71 40 eller mail sundhedscenter@soroe.dk.
Ønsker man at tilmelde sig et rygestopkursus på Stenlille Apotek fra uge 38, kan man tilmelde sig på telefon 58 26 44 14 eller mail stenlille@apoteket.dk.
Ønsker man at tilmelde dig et rygestopkursus på Sorø Apotek fra uge 44, kan man tilmelde sig på telefon 57 83 00 12 eller mail soroe@apoteket.dk.