En brand på Ladefogedvej i Bjernede fredag aften var så voldsom og udviklede giftig røg, at der blev udsendt en beredskabsmeddelelse til borgere i området.
Nu er der nyt fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi om branden. Ifølge politiet er der umiddelbart ikke grund til at tro, at der var tale om en påsat brand.
Politiet oplyser, at ejeren af huset var til stede på adressen under slukningsarbejdet og kom med en mulig forklaring til brandårsagen. Politiet vil dog have tid til selv at undersøge branden, inden man vil lægge sig fast på en endelig brandårsag.
Startede i køkkenet
Fredag klokken 17.16 blev Slagelse Brand og Redning, Station Sorø kaldt ud til branden i den tomme villa på Ladefogedvej tæt på Bjernede Rundkirke.
Branden startede i køkkenet, oplyser brandvæsnet.
Branden blev i første omgang slukket i stueetagen. Det var dog sværere for brandfolkene at slukke ilden i taget, fordi tagpappen under det hårde tag blev ved med at brænde.
Røgen ramte nabohuse
Derfor blev der udsendt en beredskabsmeddelelse, hvor politiet opfordrede beboere syd for branden til at blive indendørs.
Advarslen vedrørte borgerne på Bjernede Kirkevej og Bjernede Parkvej øst for det brandende hus.
Der var ingen personer i den brændende villa, der ifølge en nabo havde været ubeboet i flere år.
Undervejs blev der pumpet slukningsvand op fra gadekæret i Bjernede. Den kraftige røgsøjle fra branden kunne ses på lang afstand.
