Patrick og Denny vandt Skills

Teknisk isolatør Patrick Lykke Bundgaard fra Fjenneslev og urmager Clark Denniston Brown fra Sorø er Danmarks bedste lærlinge i deres fag.

Patrick og Denny vandt Skills

Clark Denniston Browns urskrive til et lommeur gav ham sejren ved DM i Skills. Foto: Naia Morueta Holme

Danmarksmesterskabet for lærlinge, Skills 2023, sluttede lørdag i Fredericia, hvor lige omkring 300 elever fra erhvervsuddannelserne konkurrerede om at blive landets bedste inden for deres fag.

Fire af deltagerne bor i Sorø Kommune, og to af dem klarede sig så godt, at de blev danmarksmestre.

Patrick Lykke Bundgaard fra Fjenneslev er Danmarks bedste tekniske isolatør-lærling.Foto: Skills Denmark

Den ene er 25-årige Patrick Lykke Bundgaard fra Fjenneslev, der er i lære hos Hovedstadens Isolering i Ringsted som teknisk isolatør.

– Det var en meget tæt konkurrence. Den ene var bedre end mig på pladeisoleringen, og så var jeg den bedste på den bløde armaflexisolering, hvor vi limer isoleringen helt ind til et kølerør, så der kommer en kondenstæt beklædning, forklarer Patrick Lykke Bundgaard.

Patrick Lykke Bundsgaard fra Fjenneslev, der er i lære hos Hovedstadens Isolering i Ringsted, sikrede sig sejren i Skills 2023 i Fredericia, hvor han viste sine evner som teknisk installatør. Foto: Niels Lykke Andersen

Det var en meget tæt konkurrence. Den ene var bedre end mig på pladeisoleringen, og så var jeg den bedste på den bløde armaflexisolering.

Patrick Lykke Bundgaard, teknisk isolatør-lærling

Han ville oprindeligt have været automekaniker, og var på et motorcykelværksted i 11 måneder, men det viste sig ikke at være det helt rigtige for ham.

– Så gik jeg hjemme, og min nuværende chef kontaktede mig og spurgte, om jeg ville have noget at rive i. Mit første isoleringsarbejde var på de 12 meter høje og 80 meter brede tanke på Benzinøen på Amager, og jeg er blevet rigtig glad for at isolere, fortæller Patrick Lykke Bundgaard.

– Vi arbejder i hele landet med isolering af VVS-installationer. Firmaet har også en afdeling for indblæsning af hulmursisolering, siger Patrick Lykke Bundgaard, der skulle have haft tre konkurrenter i Skills-finalen.

– Den ene blev syg, men vi er heller ikke så mange i mit fag. Der er arbejdsgaranti, og jeg bliver helt sikkert i branchen, når jeg er udlært, siger han.

Clark Denniston Browns urskrive til et lommeur gav ham sejren ved DM i Skills. Foto: Naia Morueta Holme

Fra kok til urmager

39-årige Clark Denniston Brown fra Sorø, der kalder sig Denny Brown, var den bedste af de fire finalister iblandt urmagerne.

– Og jeg er en af de ældste lærlinge, der har vundet Skills. Vi skulle fremstille en urskive til et lommeur med visere og indeksering fra rå materialer. Jeg valgte at bruge messing og stål og endte med det flotteste resultat. Vi brugte alle sammen et nyt værktøj, vi ikke kendte. Og jeg var bare så heldig, at det ikke gav mig nogen problemer, fortæller Denny Brown, der havde 19 timer fordelt over tre dage til at lave urskiven og sætte den på et urværk.

– Så lang tid vil du ikke have på en normal arbejdsdag, siger amerikaneren fra Colorado, der var kok i 17 år før han blev urmager.

– Jeg mødte min kone Naia, som er biolog, da hun rejste op til den feltstation i bjergene, hvor jeg lavede mad. Jeg har været i Danmark i fem år, og det var desværre det helt forkerte tidspunkt, da jeg i 2020 åbnede Bean Pod som en madafdeling i en café, siger Denny Brown, der i mange år har været fascineret af ure.

Det er fedt at bo i Danmark, hvor man har alle de muligheder for gratis uddannelse og løn. I USA skulle jeg selv have betalt 40-50.000 dollars for uddannelsen.

Clark »Denny« Denniston Brown, urmagerlærling

– Men jeg vidste faktisk ikke, at det kunne blive en ny karriere. Urmagerskolen i Ringsted ligger bare otte minutter med tog fra mit hus i Sorø. Det er fedt at bo i Danmark, hvor man har alle de muligheder for gratis uddannelse og løn hos lærestedet. I USA skulle jeg selv have betalt 40-50.000 dollars uden muligheder for SU og lærlingeløn, siger han.

Gode jobmuligheder

Denny Brown er i lære hos Gronemann Ure på Frederiksberg i København. Og når han er færdiguddannet om to år, så ser beskæftigelsesmulighederne rigtig gode ud.

– I 1970erne ødelagte kvartsurene vores branche. I dag er der stor mangel på urmagere. Efterspørgslen er steget over hele verden. Men vi bliver foreløbig her i Danmark, siger Denny Brown, der vil specialisere sig i de store stueure, som han har størst interesse for.

– Det har min kone bare ikke. Så vi har ingen ure derhjemme, som står og tikker, fortæller han.

Clark »Denny« Denniston Brown fra Sorø er Danmarks bedste urmagerlærling. Foto: Skills Denmark

Udover de to vindere af Skills deltog skiltetekniker Karoline Carøe Spohr Jørgensen fra Dianalund og møbelsnedker Frode Lange Sckerl fra Stenlille også.

De er i lære hos henholdsvis Multi-text i Ringsted og Bårup Møbelsnedkeri i Store Merløse.

Foto: Dorthe Lykke Bundgaard
Foto: Ronni Boll