
Ellen Balsvad døde den 16. februar omgivet af sin familie. Hun blev 65 år.
Ellen flyttede til Fjenneslev i 1976, og med sin ansvarsfølelse og vilje til at bidrage til lokalsamfundet blev hun hurtigt involveret i forarbejdet til det manglende fritidshjem i Fjenneslev.
Den 21. februar 1983 blev Støtteforeningen Vrangshøj stiftet. Ellen blev kasserer og har siden med akkuratesse varetaget kassereropgaven i næsten 36 år.
Fritidshjemmet Vrangshøj til 20 børn blev etableret. Ellen var utrolig flittig og var med til at udvide fritidshjemmet først til 40 børn og senere til 60. Ellen glædede sig over hver af de to tilbygninger, som i dag er Aktivitetshuset Vrangshøj. Hun var med til at indsamle rønnebær, lave loppemarked og blomstermarked.
Seniorklubben blev etableret i 2006, og hun har været primus motor i Seniorklubbens mangfoldighed af aktiviteter. Hun forsøgte altid at tænke sig ind i, hvad behovet kunne være for enlige og ældre. Hun har brugt utrolig mange timer på regnskab, bestyrelsesarbejde og arrangementer i Vrangshøj.
Ellen tog ansvar for sine omgivelser og tænkte også på andres behov. Hun besøgte seniorklubbens medlemmer, når de havde det svært. Og fx da Lunden ved det grønne areal blev en del af aktivitetsarealet på Thyrasvej, varede det ikke længe, før hun og Max etablerede markerede stier og fx et suttetræ. En daglig glæde for rigtig mange at færdes der.
Ellen havde også tid til særlig omsorg for familien, hus og hjem.
En aftale med Ellen var altid en aftale, og derfor kom hun også med i udvalget for forskønnelse af Ringstedvej i Fjenneslev. Også her bidrog hun med sin tid til at udføre praktiske opgaver ved at plante forårsløg og forskønne Fjenneslev by.
Ellen var et aktiv for lokalområdet. Hun vil blive savnet. Vores tanker går til Ellens familie og de mange mennesker i lokalområdet, hvis liv hun gjorde lidt bedre.
Æret være Ellens minde.
Margit Nielsen
Violvænget 7
Fjenneslev