RONING: Den danske firer for kvinder har vundet flere internationale medaljer i denne sæson, men ved EM i München glippede det for Astrid Steensberg fra Sorø og resten af besætningen.
I lørdagens finale måtte kvartetten se sig henvist til fjerdepladsen, mens England, Irland og Rumænien tog henholdsvis guld, sølv og bronze.
Astrid Steensberg, der nu stiller op for Danske Studenters Roklub, havde endnu en chance for en EM-medalje søndag, men her var der noget længere vej til podiet.
Den danske otter måtte nemlig tage til takke med sjette- og sidstepladsen i finalen, hvor der var mere end 11 sekunder op til Holland på tredjepladsen. Rumænien vandt foran England.
For 20-årige Rasmus Lind fra Sorø Roklub handlede EM-deltagelsen mere om at høste erfaring ved sit første internationale mesterskab for seniorer end om medaljer.
Vestsjællænderen kvalificerede sig til B-finalen i letvægts singlesculler, og sluttede på andenpladsen. Dermed blev det til en samlet ottendeplads efter Sverige og de seks både i A-finalen.
– Jeg er helt tilfreds med en ottendeplads. Det var vildt fedt at være afsted med det rigtigt landshold og få ny læring og erfaring, siger Rasmus Lind, der endnu ikke ved, hvad den næste store opgave bliver.
– Enten U23 EM eller måske senior VM. Men på lang sigt er målet helt klart, at prøve og få slået en af gutterne af fra letvægts doublesculleren, siger Sorø-roeren.