Det er ærgerligt, at mine politiske kollegaer fra Socialdemokratiet på SN.dk prøver at skabe en fortælling om, at der er en sammenhæng mellem faglighed, viden, ansvarstagen, og så om et plejehjem er privat eller offentligt ejet.
Intet kan være længere fra sandheden.
Især på det specialiserede demensområde ser vi steder i landet, hvor højt specialiserede plejehjem som Dagmarsminde i Græsted, ledet af May Bjerre Eiby har stor succes med at løfte en opgave som er svær.
En opgave, der desværre ikke bliver løftet godt i alle kommunale tilbud.
Men det er ikke det samme som at alle kommunale tilbud ikke løser opgaven.
I Mariagerfjord Kommune har Demenscenteret Skovgården succes med at indføre musik som en del af plejen til beboerne. Også det har sin charme.
Fælles for begge tilbud er en vis frihed i opgaveløsningen, og at den rigide tilgang til tingene er blevet lagt på hylden for en stund.
Det er ikke HVEM der ejer et omsorgstilbud, der bestemmer kvaliteten af den omsorg der bliver leveret. Det er den daglige ledelse og kultur på området. Og i en tid hvor vi i kommunale budgetter skal have mere ud af mindre, og med en offentlig sektor der er sandet til i unødigt bureaukrati og embedsvælde, så er den sunde konkurrence fra private tilbud er kærkommen.
Jeg er klar over at der er et ideologisk korstog fra venstrefløjen mod alt, hvad der er privat. Alt skal være en del af systemet, og det er Statens primære opgave at fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv, så det passer ind i de rammer Staten har sat for os.
Som liberal borgerlig er jeg mere fokuseret på borgeren end på systemet, og jeg synes, at vi skal hylde og bruge diversiteten som private tilbud kan give os, på alt fra pasningsområdet, skoler til plejehjem.