Sorø Kommune er fortsat et populært sted at bosætte sig, hvis man kommer til Vest- og Midtsjælland udefra – ikke mindst fra hovedstadsområdet. Det viser de tal, kommune har modtaget fra Danmarks Statistik, skriver DAGBLADET og Sjællandske
– Pr. 1. april var der 29.559 indbyggere i Sorø Kommune, fortæller borgmester Gert Jørgensen.
– Det er en nettotilvækst på 16 i forhold til seneste opgørelse ved årsskiftet, og det bekræfter den tendens, som vi har kunnet mærke de senere år.
I 2014 var der 29.331 borgere i kommunen, og selv om man tager antallet af asylansøgere ud af 2016-tallet, er der tale om en ganske pæn vækst.
Med hensyn til tilvæksten står Dianalund stærkt i billedet, men også de øvrige byområder trækker tilflyttere til. Det samme gør faktisk også en del af kommunens landområder – eksempelvis Munke Bjergby, Skellebjerg, Stenmagle, Nyrup og Slaglille-Bjernede.
Børnetallet har Sorø Kommune måttet kæmpe med gennem flere år. Fra 2008 til 2013 faldt børnetallet i kommunen med 30 procent. Nu er det på vej frem igen.
– Vi er selvfølgelig glade for udviklingen. Den betyder jo dels, at vi igen bliver flere indbyggere i kommunen, og dels, at vi får udnyttet kapaciteten i dagpasningen og på skolerne, siger Gert Jørgensen.
I dag tæller Sorø Kommune 222 0-årige børn.