Vi bevæger os længere og længere fra ASF – almindelig sund fornuft.
Den gode undervisning består grundlæggende af den gode underviser, rammerne denne virker i og “glade” børn“. Og glade børn kommer af de to første forhold …som oftest.
Jeg oplever, som underviser, gentagne tvungne kurser under pseudopædagogiske overskrifter som symptombehandling. Disse skal afhjælpe alverdens udfordringer, som den enkelte underviser og organisationen står overfor.
Jeg kan dog oplyse, at ikke alverdens pædagogiske kurser kan hjælpe mig. Af den simple årsag, at jeg ikke kan løse to opgaver på samme tid.
Ofte skal der ikke så meget til.
En ny bog, en busbillet, en pædagog samt nye fodbolde… Kan jeg lave “federe” undervisning med 25 nye sjippetove og en pædagog der ikke bliver brugt som vikar? Ja… det kan jeg. Får vi gladere børn af at drage på tur til havet? Ja… det gør vi.
Vi er overrendt af alverdens private aktører.
Aktører på det pædagogiske marked som beskæftiger sig med alt andet end at være sammen med børn. Derimod har private pædagogiske “eksperter” snablen langt nede i fællesskabets kasse samt de ansattes tid.
Afbureaukratisering starter nedefra.
Hvorfor en vejleder? Hvorfor en fælleskommunalvejleder der skal vejlede vejlederen med at vejlede….? Hvorfor metapædagogiske kurser tilrettelagt af pædagogiske/psykologiske konsulenter, der ikke beskæftiger sig med børn.
Hvorfor siger ingen fra?
Venlig hilsen
Paula Ingemann Rasmussen
Brobyvej 87, Sorø
