Frikendt for voldtægt, men…

Som følge af voldtægtssagen bliver Sorø Akademis gymnasieelever undervist i samtykkeloven gennem et dilemmaspil.

Voldtægtssagen sætter samtykke på skemaet

Voldtægtssagen fra Sorø Akademis gymnasium har på rektors initiativ sat samtykkelovgivningen på skemaet for nuværende og kommende elever. Foreningen Levende Menneskerettigheder har produceret en film om en rigtig voldtægt, hvor gerningsmanden blev anmeldt og endte i retten.

Foto: Thomas Olsen

17-årige Frida er taget til fest sammen med sin veninde Sofie. Hun er kommet, fordi Oliver er der.

Han virkede rigtig sød, da de skrev sammen. Og det er han også, da de ser hinanden for første gang og straks begynder at spille et drukspil.

Oliver og Sofie bliver hurtigt fulde. Frida har taget Sofie med, fordi de har en aftale om at tage sammen hjem fra festen. Oliver spørger Frida, om de ikke skal gå ind på et værelse. Hun siger ja, men inviterer Sofie med ovenpå, hvor der er flere værelser.

– Det, syntes jeg, er mærkeligt. Frida og jeg kysser, og da vi ligger alene på sofaen siger hun ikke fra, da jeg tager hende på røven og brysterne. Jeg spørger, om vi ikke skal gå ind ved siden af, forklarer Oliver, da han senere sidder i retten, anklaget for voldtægt, og skal fortælle, hvad han oplevede fredag den 28. august.

– Jeg lægger mig oven på hende. Hun slår min hånd væk og siger, at hun gerne vil, men hun vidste bare ikke hvordan. Jeg hjælper hende med at få bukserne af, og vi har sex. Bagefter går hun på toilettet, kommer tilbage, og vi sover i undertøj sammen. Næste morgen ligger hun med ryggen til mig, og hun sover stadig. Jeg trækker hendes underbukser af og begynder at slikke hende mellem benene. Bagefter tog de bare afsted. Og så har jeg ikke snakket med hende siden, lyder Olivers forklaring i retten, hvor han modsat ofre og vidner ikke har pligt til at tale sandt .

– Jeg sagde ikke noget, men forsøgte at trække mig væk. Oliver begyndte at kysse mig voldsomt. Jeg syntes, det gik rigtig stærkt, for vi havde jo lige mødt hinanden. Lige pludselig kom Oliver og hev mig i benene. Jeg sagde, at jeg ville sove, og syntes, det var pænt irriterende. Til sidst gik jeg med ham ind i soveværelset, siger Frida, da hun vidner imod Oliver.

Forsvarsadvokat Kim Bagge gennemgik dilemmaspillet for Sorø Akademis gymnasieelever. Fremover skal alle nye elever i 1.g gennemgå spillet og undervises i samtykkelovgivningen. Foto: Thomas Olsen

– Han tændte stearinlys. Men jeg havde ikke lyst til at sove sammen med ham. Jeg prøvede at rejse mig op på armene. Så vendte han mig om. Jeg sagde, at jeg ikke havde lyst. Jeg forsøgte at beholde tøjet på, og han trak mine bukser, underbukser og bluse af, og så havde han sex med mig og bed mig i øret virkelig hårdt og i ballen, så jeg fik blå mærker dagen efter, forklarer Frida, der bagefter holdt sig vågen hele natten.

– Om morgenen begyndte han at kysse mig virkelig aggressivt og holdt mig fast og havde sex med mig igen, siger hun.

Forsvarsadvokat Kim Bagge gennemgik dilemmaspillet for Sorø Akademis gymnasieelever. Fremover skal alle nye elever i 1.g gennemgå spillet og undervises i samtykkelovgivningen. Foto: Thomas Olsen

Sagde ikke nok

Retssagen er ægte. Den er rekonstrueret som en film af foreningen Levende Menneskerettigheder, der i denne uge har vist den for flere hold gymnasieelever på Sorø Akademis Skole.

– Jeg syntes ikke, at hun tydeligt nok siger fra, siger en af pigerne fra 2.g-klassen, da de ser filmen inde i Akademiets festsal.

– Det kan være, at hun syntes, det er meget bestemte signaler, at hun slår hans hånd væk. Men det er ikke hans perspektiv, konstaterer en anden pige i salen.

– Hun kan have fortrudt, at hun havde været sammen med ham, når hun siger (i retten, red.), at hun ikke er den type, der bliver voldtaget, konstaterer en anden pige.

Efter filmen var vist, stemte eleverne, og lidt over halvdelen af eleverne i festsalen mente, at han var skyldig i voldtægt, men retten dømte ham ikke. Dommen lød:

»Retten kan ikke afvise, at hun blev overvældet af hans seksuelle adfærd, men det kan ikke lægges til grund, at samlejet blev gennemført uden hendes samtykke«.

– Det er en gråzone

Efter dilemmaspillet talte avisen med to elever:

– Lige præcis i den her sag var det en rigtig stor gråzone. Derfor mener jeg, at han skulle idømmes en meget kort staf på to uger, så han fik en forståelse af, hvad han gjorde. For der har nok været en misforståelse. Der var en masse signaler fra hende, som han gik glip af. Men når man hører hendes forklaring, så var det ret tydeligt, at hun mente, at hun havde givet ham klare grænser, ved at skubbe hans hånd væk. Som senere brydes, siger Johan Funder fra 2.b.

– Er det en undskyldning, at han var fuld?

– På ingen måde. Det svarer til, hvis du kører fuld, og der så er en, som går over for rødt. Men det er stadig dig, der vælger at køre fuld, svarer Johan Funder.

– Der var en masse signaler fra hende, som han gik glip af, siger Johan Funder fra 2.b, der var meget engageret i dilemmaspillet om voldtægt. Foto: Thomas Olsen

– Jeg var rimelig sikker på, at han ville blive frikendt, men jeg stemte, at han var skyldig. Fordi jeg mener, at det var en voldtægt. Selvom det ikke var hans intention, og jeg tror heller ikke, at han havde forstået, at der ikke var givet samtykke, siger Caithlin Hunt fra 2. C. og tilføjer:

– Hele oplægget har lidt haft tonen af: Pas på jeres døtre. I stedet for: Lær jeres sønner at læse nogle signaler fra dem, I gerne vil have sex med. Og i stedet for: Du vil ikke ende i fængsel, så skal budskabet være: Du vil ikke ende med at krænke nogen.

– Skulle hun have forladt festen tidligere?

– Jeg kan sagtens forstå hendes situation. At hun var sygt presset og havde en rigtig dårlig veninde. Det var meget realistisk, svarer Caith­lin Hunt.

– Jeg mener, at det var en voldtægt. Der er allerede mange, som ikke melder, at de bliver voldtaget. Jeg er meget glad for samtykkeloven, siger Caithlin Hunt, der er gymnasieelev på Sorø Akademi. Foto: Thomas Olsen

– Det virker ikke som om, hun tænker, at hun selv kan trække sig. Jeg skal have min veninde med, og er det lidt synd for ham, hvis jeg går nu. Det er megauheldigt, siger Johan Funder.

– Det er ikke pinligt at spørge, og det er ikke pinligt at sige nej. Der er kommet flere anmeldelser, og jeg syntes at flere bør blive dømt. Der er allerede mange, som ikke melder, at de bliver voldtaget. Jeg er meget glad for samtykkeloven, siger Caithlin Hunt.

– Det skal ikke være en ekstrem voldtægt, før det gælder i retten. Vær mere opmærksomme på hinanden, så skal I nok finde vejen frem, siger Johan Funder.

– Tvivlen skal afklares

Samtykkeloven trådte i kraft 1. januar 2020, og i 2022 var antallet af anmeldte voldtægter steget med cirka 1000.

– Nu skal der et samtykke til. Det kræver ikke, at man siger fra. Men passivitet er ikke tilstrækkeligt. Samtykket eller det modsatte kan være via en handling, men passivitet er ikke tilstrækkeligt. Man skal være tydelig i sine signaler, siger Rasmus Wandall fra Advokatfirmaet Jon Palle Buhl, der fremlagte dilemmaspillet på vegne af foreningen Levende Menneskerettigheder, som har i alt 20 frivillige advokater tilknyttet spillet.

– Oliver viste, at han slet ikke interesserede sig for, hvordan hun opfattede situationen. Og det siger samtykkeloven, at man faktisk skal. Det er mudret i den virkelige verden. Det er rigtig svært at finde ud af, hvornår man har gjort nok, siger Rasmus Wandall, der i sit spil kun have én elev, der ville dømme Oliver.

– Hvis man er i tvivl, så skal den tvivl afklares. Det er jo derfor, vi gør det her. Eleverne er meget i tvivl om, hvordan reglerne er. Det er vigtigt, at de bliver hjulpet. Jeg blev meget begejstret, da jeg hørte om Levende Menneskerettigheders dilemmaspil. Fordi det er gråzonerne, de skal præsenteres for, så de bliver bedre til at tage beslutninger i virkeligheden, siger Kristian Jacobsen, der er rektor for Sorø Akademi, som har sat samtykkeloven på skoleskemaet efter den meget omtalte voldtægtssag på skolen.

– I kommer til at være sammen med nogle røvhuller, som dropper jer, men det har ikke noget med voldtægt at gøre, sagde forsvarsadvokat Kim Bagge. Foto: Thomas Olsen

– For deres egen skyld skal både piger og drenge passe på sig selv. Det var helt tydeligt, at pigerne i dag var meget kritiske overfor, at der blev sendt blandede signaler fra Frida. Det duer ikke. Der må man tage sig lidt sammen. Og det er jo godt, mener Kim Bagge fra Forsvarsadvokaterne Bagge, der også deltog i dilemmaspillet.

– Det er ikke pigernes ansvar, at han skal forstå et nej. Men vær tydelig. Det er heller ikke rart for jer piger, at skulle igennem en retssag, sagde Kim Bagge.

– I er nødt til at behandle pigerne ordentlig. Og piger, I kommer til at være sammen med nogle røvhuller, som dropper jer, men det har ikke noget med voldtægt at gøre, sagde han til eleverne.