Husejer Ove Hansen spraymalede sit brænde for at finde ud af, hvem der stjal hans træ.
Men det var et vildtkamera og politiet, der førte til sigtelse mod en gruppe unge mellem 15 og 18 år, skriver DAGBLADET og Sjællandske.
Et lille stykke fra boligen i Husrækken tæt på Pedersborg Skole har Ove Hansen sit brænde opbevaret under halvtag. Men i efteråret 2018 opdagede han, at der løbende forsvandt brænde fra stablen.
– Der er givetvis blevet taget fra bunken siden efteråret, men jeg opdagede det først i november. Jeg undrede mig. Først forsøgte jeg mig med en hjemmelavet alarm med en snor og noget larmende hen til mit hus, så jeg kunne stå op og sige til tyvene, at de skulle lade mit brænde være. Men det virkede ikke. Jeg prøvede også at spraymale brændestykkerne for at spore dem, fortæller Ove Hansen.
Fra nogle andre beboere i området fik han det tip at kigge forbi bålpladsen ved SFO'en tæt på Pedersborg Skole.
– Her fandt jeg nogle af mine brændestykker med spraymaling, siger han.
Men det var først, da Ove Hansen i december 2018 satte et vildtkamera op, at der skete noget i forhold til at identificere brændetyvene.
På optagelserne kunne han se, at der jævnligt kom unge mennesker og hentede brænde. Nogle gange bar de det væk i armene, men der var også en gang, hvor de havde en sækkevogn med til at transportere det.
– Jeg besluttede at snakke med politiet om det, siger Ove Hansen.
Det var politiassistent Torben Christensen, Sorø Politi, der modtog henvendelsen og fik overdraget billederne, og han har nu haft kontakt med cirka halvdelen af de unge og deres forældre.
Der er rejst sigtelse om tyveri mod tre unge indtil videre, men flere er indkaldt til en afhøring hos det lokale politiet, lige som der har været kontakt med forældrene om sagen.
– Kriminaliteten i sig selv er jo ikke alvorlig, selv om man selvfølgelig ikke må tage brænde fra andres have. Men jeg vil gerne have unge mennesker til at tænke over, om det er værd at blive kriminel for et stykke brænde. Det kommer jo til at stå i deres straffeattest, hvis de bliver dømt, siger Torben Christensen.
Han håber også, at sagen vil få forældre til unge mennesker, der er ude sent om aftenen og natten, til at være mere opmærksomme på og spørge ind til, hvad de render rundt og laver.
Ove Hansen, der har fået stjålet cirka tre rummeter brænde, er på den ene side irriteret over at have mistet brænde.
På den anden side synes han, det er synd for de unge mennesker, at de nu måske skal straffes med bøde og have det stående i straffeattesten.
– Det er jeg da ked af. Det er jo en forholdsvis harmløs sag. Jeg ville allerhelst bare have snakket med dem, hvis jeg havde set dem komme en af aftenerne, siger Ove Hansen.
Politiassistent Torben Christensen kan – lige som Ove Hansen – godt forstå, at de unge har lyst til at mødes omkring et bål om aftenen.
– Det er ærgerligt, at de ikke gør det med eget brænde, og så sørger for at rydde op efter sig ved bålpladsen. Hvis de havde gjort det, tror jeg ikke, nogen ville have noget imod deres aktivitet, siger Torben Christensen.
De unge, der indtil videre er blevet afhørt af politiet, har erkendt tyveriet. Et par af dem er faktisk så brødbetyngede, at de gerne vil give Ove Hansen en personlig undskyldning.
– Det synes jeg faktisk er en fin tanke fra deres side, siger Ove Hansen.