En kop kaffe med nostalgi

Hvad spiser jægerne, inden de går på jagt? Sigtebrød! Jo, de vandede vitser blev også skudt hen over bordet, da Røde Kors Hjemmet forleden serverede en kop kaffe med nostalgi.

Engang var sigtebrød et fast indslag på dosmersedlen, når brødmanden kørte fra hus til hus, men efterhånden er det hvide sigtemelsbrød trådt noget i baggrunden. Og så alligevel ikke.

– Vi bager mere end 200 sigtebrød hver weekend i sæsonen, og vi sælger rub og stub. Ja, folk står ligefrem i kø, når vi åbner, fortæller Jørgen Hermansen fra Skovsgaard Mølle- og Bagerimuseum i Esholte.

Og på Røde Kors Hjemmet er det netop museet, der har leveret.

– Vi forsøger at skabe de gode fortællinger, siger plejecentret aktivitetsmedarbejder, Jesper Manniche.

– En af de ting, alle beboerne kan huske fra deres barndom, er sigtebrød – enten bare med smør eller også med sukker eller puddersukker på. Sådan en aktivitet giver altid en god snak og en hyggelig stund.

To af dem, der tydeligt husker sigtebrødet, er Erna Ingrid Nielsen og Inge Koziel. Førstnævnte er 97 år, og hun fortæller om brødmandens besøg på familiens gård gennem 45 år i Lange Løng. Alfred, hed brødmanden, der kom på gården, der havde 20 tønder land, heste, køer, grise og høns samt en grusgrav og en tørvemose. Alligevel måtte manden have et andet job ved siden af, og det samme måtte Erna, der var ansat på Kolonien Filadelfia i Dianalund.

Mens Erna altid har boet på Sorø-egnen, har Inge været væk i en årrække.

– Min mand kunne ikke få job her, så vi måtte til København, hvor han blev ansat i et boligselskab, fortæller hun.

– Vi boede i Glostrup, og jeg arbejdede på Premier Is. Det var en velsmagende arbejdsplads – men man skulle også passe på vægten, for der var altid is at prøvesmage. Og det var flødeis. Der var en del natarbejde, for vi skulle ordne papirerne, så chaufførerne skulle tidligt af sted, når de skulle på langfart.

Da årene var løbet på, vendte parret tilbage til Sorø, hvor så godt som resten af familien bor.

Begge kvinder giver topkarakterer til sigtebrødet, og så glæder de sig til køreturen i lokalområdet hver onsdag, til fredagenes fortælle-arrangementer, til høstfesten eller til et af de øvrige arrangementer, der lyser op i hverdagen og giver baggrund for en hyggestund og en god snak – gerne om gamle dage.