En hel uge med kultur i Dianalund

Foto: Per Jensen, Charlotte Koefoed

Bag initiativet »MÆRK Dianalund« er der lille arbejdsgruppe på fem mennesker, der har sat sig for at give borgerne i byen en oplevelse og en fornemmelse af, hvad byen har at byde på. Det skriver DAGBLADET og Sjællandske.

Jacob Krüdt er medlem af Dianalund Udviklingsråd, Jørgen Mogensen er tovholder i Kulturnatten om tirsdagen, Louise Sjøberg er tovholder omkring grundlovsdagen i Dianalund, Henrik Oscar Henriksen sørger for fest fredag aften, og Martin Bengaard er manden bag markedsføringen af kulturbegivenheden.

– »MÆRK Dianalund« er byens nye kulturelle begivenhed, som finder sted i uge 23 – fra mandag til fredag. Her vil vi forsøge at samle byen om en række forskellige arrangementer i løbet af ugen, hvor vi sætter mangfoldighed og sammenhold i højsædet, fortæller Martin Bengaard.

Derfor har hver ugedag sin egen overskrift og fordeler sig således:

Mandag: Hobby.

Tirsdag: Kulturen.

Onsdag: Grundlovsdag.

Torsdag: Idrætten.

Fredag: Fest.

Hobbyfolkene kan man møde i Borgerhuset mandag den 3. juni fra klokken 12 til 17.

Tirsdag den 4. juni er der Kulturnat, og det er Borgerhusets og Lokalhistorisk Arkivs Jørgen Mogensen, der er tovholder i den del af arrangementet.

Der er start klokken 19, og Kulturnatten slutter klokken 23. Her vil der være mange forskellige ting at opleve. I Borgerhuset er der udstillinger, hyggepianisten Benny Olsen kommer, der er kunstudstilling ved lokale kunstnere, Ungdommens Røde Kors afvikler aktiviteter, og biblioteket er åbent.

Med i kulturnatten er også Filadelfias Museum, Filadelfias Kirke og Tersløse Kirke, ligesom Filadelfias Teaterforening opfører »Engle og Dæmoner« på friluftsscenen ved Borgerhuset.

Kunstnergården er åben, butikkerne i Dianalund har åbent indtil klokken 20 med udstilling af lokale kunstnere, og der er forpremiere på den nye motionssti, DianalundLoopet, klokken 17.

Torsdag er det idrætten, der får mulighed for at præsentere sig, og alle aktiviteterne foregår i området omkring Holberghallen, hvor man kan prøve kræfter med alt fra håndbold og fodbold til skak, tennis og petanque.

Hele ugen sluttes af med et brag af en byfest, hvor der både vil være mad, drikke og live musik ved D-Band, DJ Explosion fra Stenlille og gæste-dj's fra de gamle dage i Dianalund.

– Vi fejrer sammenholdet og fællesskabet i det store telt på aktivitetsområdet »På Banen« med fest og farver, så kom og vær med, lyder det fra Henrik Oskar Henriksen, der er tovholder på festen fredag aften.