Dansk mester fik styr på boldene i tide

Dansk mester fik styr på boldene i tide

Line Christophersen fik en kærkommen sejr, da hun slog franske Qi Xuefei i 1. runde af Madrid Spain Masters. Foto: Thomas Olsen

Foto: Thomas Olsen

BADMINTON: Internationalt har Line Christophersen tabt i 1. runde i fem af sine seks individuelle turneringer i år, og den danske mester fra Dianalund var godt på vej mod endnu et tidligt nederlag onsdag eftermiddag.

Her stod hun over for Qi Xuefei i 1. runde af Madrid Spain Masters, og franskmanden var foran 21-18, 16-15, da kampen fuldstændig skiftede karakter.

Seks vundne point i træk sikrede Line Christophersen andet sæt, og i tredje sæt kom vestsjællænderen hurtigt foran 16-5.

Det blev også 20-10, inden det kneb lidt med at få lukket kampen. Først i fjerde forsøg lykkedes det hende at sikre sig den kærkomne sejr med cifrene 21-13.

– Det er dejligt med en sejr – og så i de her forhold, som ikke lige ligger bedst til mig, siger Line Christophersen, der havde svært ved at kontrollere de livlige bolde.

– Boldene var vildt hurtige, så jeg skulle lige finde ud af, hvor maget jeg skulle give dem, siger hun.

I 2. runde torsdag venter Lauren Lam fra USA, der er nummer 45 på verdensranglisten – to pladser dårligere end Qi Xuefei. Line Christophersen er nummer 27.

I mixeddouble spillede Amalie Magelund fra Team Skælskør og Mathias Thyrri sig også videre til 2. runde.

Parret vandt det rent danske opgør mod Christine Busch og Mads Vestergaard med 21-18, 21-19 og gik dermed revanche for nederlaget i semifinalen ved DM tidligere på året.

Næste modstander for Magelund og Thyrri bliver indoneserne Adnan Maulana og Nita Violina Marwah.

Onsdagen bød også på danske sejre til Mathias Christiansen/Alexandra Bøje, Jesper Toft/Clara Graversen, Mia Blichfeldt, Anders Antonsen, Magnus Johannesen og Rasmus Gemke.

Sidstnævnte var dog under gevaldigt pres i sin kamp mod Mads Christophersen fra Dianalund.

Vestsjællænderen var foran 14-11 i tredje sæt, inden sjetteseedede Gemke slog til og nappede fem point på stribe.

Og efter 53 minutter afgjorde favoritten kampen med en svipserv og vandt 12-21, 21-12, 21-16.