iPads og computerskærme er byttet ud med spillebræt og papkort hos caféen Kaffebar i centrum af Sorø. Her har spilleglade børn og voksne sat hinanden stævne til det, der hurtigt er blevet populære arrangementer i caféen.
Det er tredje gang, at Kaffebar inviterer til spilledag, og det er kun gået den rigtige vej med besøgstallet siden første arrangement så dagens lys, fortæller indehaver af caféen Pernille Pedersen. Det skriver DAGBLADET og Sjællandske.
– Første gang var vi syv personer, anden gang 22, fortæller hun.
I dag er mellem 25 og 30 personer mødt op for at være med, og dermed er hele caféen ved at være fyldt godt op.
En af dagens deltagere er Lars Wagner Hansen. Han har været med til at stable arrangementerne på benenem Mange af de spil, der bliver spillet i dag, har han taget med fra sin samling.
– Jeg er nok lidt af en spilnørd og har flere end 500 spil derhjemme, siger han.
For Lars Wagner Hansen er brætspil klart at foretrække fremfor spil på computeren, forklarer han.
– Jeg spiller computerspil, når der ikke lige er nogen at spille brætspil med, men jeg foretrækker brætspil, siger Lars Wagner Hansen.
Den holdning bliver delt af de fleste andre omkring bordet. Flere af dem peger på, at det er noget mere besværligt at finde en gruppe at spille brætspil med, end det er at tænde for computeren.
Heldigvis for de spillelystne er der lagt op til, at spillecaféerne i Sorø fortsætter, fortæller Pernille Pedersen.
– Næste gang vi holder det, bliver den 7. maj, siger hun.
Selv var hun med til at spille første gang, men med arrangements stigende popularitet har hun nu fået travlt med at lange drikke over disken. Derfor er hun også glad for, at Lars Wagner Hansen har rollen som spilmester og sørger for at introducere deltagerne for dagens spil.
– Det skal være spil, som man kan forklare på ét kvarter, siger han.
Han tilføjer samtidig, at et spil gerne vare i omegnen af halvanden time. Derfor kan deltagerne også nå flere spil i løbet af et arrangement. Det er desuden muligt at tage sine egne spil med.
– Hvis man for eksempel har et spil, som man aldrig har fået spillet, måske fordi reglerne har virket for komplicerede, så er man også velkommen til at tage det med, siger Lars Wagner Hansen.