Astrid Krag besøger plejehjem

- I Lejre Kommune er man gået systematisk til værks og er lykkedes med at fastholde medarbejdere, der ellers har nået pensionsalderen. Det er meget stærkt og tjener virkelig til inspiration, siger social- og ældreminister Astrid Krag, der genopstiller til folketingsvalget 1. november. Arkivfoto: Thomas Olsen.

Astrid Krag besøger plejehjem

Foto: Thomas Olsen

Social- og Ældreminister Astrid Krag (S) besøger mandag den 15. august Lynge Plejeboliger.

Her skal hun møde såvel ansatte som beboere samt borgmester Gert Jørgensen og formand for social- og sundhedsudvalget, Lars Schmidt.

Formålet med ministerens besøg er at få fokus på rekruttering af medarbejdere til ældreplejen. Landets kommuner har de senere år haft endog meget svært ved at tiltrække ansøgere til stillingerne. Ligesom alt for få har søgt uddannelserne.

Astrid Krag vil også slå et slag for den såkaldte spire-ordning, som omkring 10 kommuner har taget til sig. Dog endnu ikke Sorø. Spireordningen giver mulighed for at ansætte 13-17 årige i fritidsjobs på plejehjem.

De unge fik sidste år deres egen overenskomst hos FOA. De må ikke tage sig af praktisk hjælp og pleje, men skal i stedet bidrage til aktiviteter, spil, hygge, snak og andre sociale ting, der kan gøre dagene lidt sjovere for plejehjemsbeboerne.

Horsens var en af de første kommuner, der indførte spireordningen, og der var mange ansøgere til de jobs, der blev slået op.

Håbet er, at de unge får så god en fornemmelse af jobbet i ældreplejen, at de senere vælger den karrierevej.