
Mens andre partier har besluttet at indgå valgforbund, ser den nye liste VoresSolrød anderledes på det.
De har besluttet ikke at indgå i valgforbund med andre partier, men holde fuld fokus på deres egen borgmesterkandidat, Christian Nyholm.
Det har en enig bestyrelse i VoresSolrød besluttet.
De pointerer, at de er en lokal tværpolitisk liste, og at deres mål er at »skabe et stærkt tilbud til borgernes stemmer uden tilhørsforhold til Folketingets etablerede partier. De politiske værdier bygger på ærlighed, troværdighed, engagement, respekt og demokratisk samtale med borgerne.«
– Solrød Kommunes borgere, som vælger at stemme på os, skal vide at deres stemme netop behandles hos VoresSolrød ud fra disse værdier. Derfor taler vi ikke om borgernes stemmer som spildstemmer, der i et valgforbund kan risikere at hjælpe et helt andet parti til mandater, forklarer Christian Nyholm.
– Vi taler om tillidsstemmer, som forpligter VoresSolrøds kandidater til at arbejde hårdt for dem i Byrådet. Den ærlighed, troværdighed og respekt fortjener borgernes stemmer naturligvis. Derfor har VoresSolrød valgt ikke at gå i valgforbund med andre partier.