Veteraner gav den gas i gaden

Der var hestekræfter og krom i centeret, da Lions Club Solrød markerede, at organisationen i år fylder 100 år.

På pladsen ved rådhuset kunne unge og ældre beundre de flotte sportsvogne og muskelbiler af både nyere og ældre dato. Her blev der snakket løs om tekniske detaljer på bilerne og om, hvordan man dog kan holde dem så flotte med de mange år på bagen.

Der var også mulighed for at prøve sine evner som racerkører i den Formel 1-simulator som ITG Racing Team havde stillet op. Her fandt mange ud af, at det faktisk er rigtig svært at holde de hurtige biler på banen. Ved middagstid blev centergaden fyldt op med endnu flere veteranbiler, da medlemmer af foreningen »Kør til Køge« kom på besøg og lod veteranbilerne køre i kortege ned gennem centeret.