Solrød Kommune får ny personalechef

Personale: Martin Green Jensen er pr. 1. marts 2023 ansat som ny personalechef i Solrød Kommune.

Han overtager stafetten efter Yvonne Krastrup Husted, der var personalechef i Solrød Kommune i 5 år. Pressefoto

Solrød: Martin Green Jensen er pr. 1. marts 2023 ansat som ny personalechef i Solrød Kommune.

Når årets første forårsmåned begynder, er det samtidig starten på et nyt samarbejde i Solrød Kommune. Ud af et velkvalificeret ansøgerfelt på 46 personer har Solrød Kommune nemlig ansat Martin Green Jensen som ny personalechef i kommunen.

Martin Green Jensen kommer fra en stilling som teamleder for HR-Jura og HR-Udvikling i Lolland Kommune, og han er uddannet cand.merc. i strategi, organisation og ledelse. Før det har han bl.a. været chefkonsulent i Høje-Taastrup Kommune og leder i Center for Politik & Personale i Guldborgsund Kommune.

– Martin kommer med en bred kommunal erfaring, og han har bl.a. beskæftiget sig med problemstillingen omkring, at kommunerne nu og i fremtiden både mangler penge og kompetent arbejdskraft til at løse velfærdsopgaverne, som bliver mere og mere komplekse. De erfaringer, han allerede nu har gjort sig på det område, ser vi frem til kommer i spil her hos os i Solrød Kommune, siger kommunaldirektør Nikolaj Weyser Mortensen i en pressemeddelelse.

Også Martin Green Jensen ser frem til at starte sit nye arbejde i Solrød Kommune.

– Jeg er stolt over og glad for at blive en del af Solrød Kommune. I ansættelsesprocessen har jeg fået et yderst positivt indtryk af organisationen, og jeg glæder mig til at lære mine nye kolleger at kende – både i Personaleafdelingen og i resten af organisationen, siger Martin Green Jensen.