Politiker raser mod løbesedler

Foto: Jens Villemoes
Flere hundrede hustande i Solrød har modtaget løbesedler som denne i ugens løb.
Flere hundrede hustande i Solrød har modtaget løbesedler som denne i ugens løb.

Solrød: Der vil være 28 elever i hver klasse, byggeriet vil koste 100 millioner kroner, og børnene bliver tilfældigt fordelt mellem de to skoler i en længere årrække.

Det er beskeden på de løbesedler, der i øjeblikket bliver delt rundt i Solrød, for at advare mod konsekvenserne af sammenlægningen af Jersie Skole og Uglegårdsskolen. Det er rigtigt, at skolerne skal lægges sammen, men det er også det eneste faktum på løbesedlerne, siger formanden for Familie- og Uddannelsesudvalget Tonny Lauridsen (S).

– Det er direkte forkert. Jeg kan godt forstå, at følelserne er i kog, men det virker som om, at nogen forsøger at gøre den her sad så farlig som muligt. Det er et rent skræmmebillede, der bliver tegnet op her. Jeg tror på det bedste i mennesker, men jeg vil gerne slå fast, at noget af det her, er direkte misinformation, siger Tonny Lauridsen.

For eksempel har det ingen hold i virkeligheden, at sammenlægningen af skolerne vil koste 100 millioner kroner.

-Jeg aner heller ikke, hvor de har tallet på 100 millioner fra. Hvis vi gennemførte det her, så hurtigt som menneskeligt muligt, så kunne vi nærme os 52 millioner, men med den model vi følger, er det nærmere 41 – 42 millioner kroner, siger Tonny Lauridsen.

Løbesedlerne er ikke underskrevet, men forfatteren opfordrer forældre til at møde talstærkt op til mandagens byrådsmøde, hvor skolesammenlægningen skal behandles.

– Det er folk selvfølgelig velkomne til. Sådan er de demokratiske spilleregler. Det folk skal forstå er, at grunden til at vi lægger skolerne sammen er det faldende børnetal især i det sydlige strandområde.Hvis vi ingenting gør, vil det koste os 60 millioner kroner at modernisere og drive to skoler. Derfor har vi brug for en ny struktur, siger Tonny Lauridsen.