Pendlerne stjæler de fleste pladser i Solrød Center, så handlende kører til nabobyerne.
– Der skal findes en løsning. Centret er i forvejen døende og det er ikke pendlerne som bidrager med noget (eller ret meget) i butikkerne. Hvis vi skal bevare de resterende butikker og lokke nye til, så er tidsbegrænsning på nogle af pladserne et must. Mon ikke både centerforeningen og kommunen (forhåbentlig) allerede kigger på det, skriver en mand på Facebook-gruppen »Solrøds stemme«.
Her bliver situationen kommenteret af mange lokale og der er enighed om at situationen er forværret siden Køge indførte betalingsparkering i begyndelsen af året.
– Jeg arbejder i Køge og ved at mange der skal med toget nu kører til blandt andet Solrød for at tage toget da de skal betale en hel del for at parkere ved Køge Station. Så god ide med tre timers afgift i Solrød, lyder en anden kommentar i tråden.
Køge har som nævnt indført betalingsparkering og der bliver desuden peget på, at ved for eksempel Hundige Station længere nordpå er der en begrænsning på tre timer ved holdepladserne tættest på stationen, så pendlere ikke kan bruge dem.
Den løsning fortæller Hans Odder (K) i opslaget, at han tidligere har foreslået i byrådet.
– Det var en løsning med fire timers parkering i de to »lommer«, der ligger centralt for Brugsen, Meny og andre i centeret. Der er dog også udfordringer med kontrol og p-vagter, skriver han.
Emil Blücher fra (LA) bakker ham op:
– Vi har haft parkeringskontrol op før – senest i 2014 i forhold til parkeringsproblemerne ved Kalkgraven. Set i lyset af en ny P-kontrol i Køge er det nok værd at tage debatten op igen i byråds-regi, supplerer han.