Jersie: Lige nu roder det gevaldigt, og man skal kigge langt efter det guddommelige.
Men når den idylliske landsby, der er omkring 800 år gammel, åbner igen om et års tid vil alt være på plads igen, og kirken vil være klar til at byde sognebørnene indenfor i et nyt lys.
– Målet er at få en lys og venlig kirke, der ikke længere er så mørk og dyster, som den ellers kan fremstå om vinteren, når der ikke kommer så meget lys ind. Men det er også for at få en grønnere kirke, hvor vi udnytter varmen bedre, så folk også kan smide jakken om vinteren, smiler Michael Rønne Rasmussen, der er sognepræst i Jersie.
En stor del af den igangværende renovering sker nemlig for at få et moderne varmesystem i kirken, så den ikke opleves så fodkold. Derudover skal et hold murere i gang med at skrabe den indvendige "maling" af kirken ned, så den kan blive hvidtet ordentligt – og de smukke, men mørke, blyindfattede ruder vil alteret skal udskiftes med nogle, der lader mere lys komme til alters.
– Vi vil jo ellers nødigt pille ved noget som andre har lagt stort arbejde i at udsmykke kirken med, men det vil på den anden side også pynte med mere naturligt lys i kirkerummet, siger kirkeværge Bo Olsson og forsikrer ruderne vil blive bevaret et andet sted i kirken.
Han fortæller, at man ikke kan lade være med at gå og vente spændt på om håndværkerne finder noget spændende under renoveringen af kirken, som også bliver fulgt nøje af Nationalmuseets eksperter.
– Kirken blev sidst renoveret i 1957, hvor man blandt andet gravede gulvet op, så det er nok ikke det helt store, vi støder på, men det bliver spændende at se, om der for eksempel gemmer sig nogle vægmalerier under alt det hvide på loft og vægge siger Bo Olsson, mens han viser rundt og fortæller om det gamle varmesystem, der er meget utidssvarende og som ikke er optimalt for indeklimaet i kirken.