Riv forsigtigt en side ud af en bog. Tegn efter skabelon. Klip ud. Tag flappen ind. Dekorer med tusch, glimmer. Det var lidt af nogle af instrukserne til mandagens workshop på Solrød Bibliotek og Kulturcenter, hvor aflagte bøger blev brugt som led i et større initiativ om FN’s verdensmål.
Workshoppen var en åben invitation til børn og voksne, der havde mod på at lave julepynt af kasserede bøger, og der var både mulighed for at lave juletræer og hjerter – eller engle, som førnævnte instrukser relaterede sig til.
Workshoppen er en del af projektet ”sammen om verdensmål” hvor biblioteket har taget initiativ til at samle en gruppe 60+-borgere, der ønsker at arbejde med selvsamme, og som også arbejder på at få etableret en repair-café i Solrød. Mandagens workshop handlede om mål nummer 12 – ansvarligt forbrug og produktion, der blandt andet går på at tilskynde forbrugere til at genbruge deres affald.
Reparer i stedet
Workshoppen var en god anledning til at udbrede fokus på verdensmålene, lød det fra Karsten Munter Jensen, som er en af dem, der er med i gruppen. Han ser også meget gerne, at der kommer en repair-café.
– Jeg synes, det lød spændende og fornuftigt, som han sagde mandag.
Efter at have arbejdet mange år som elektriker, har han også en baggrund, der gør det relevant at hjælpe til i en sådan café, som han også forklarede:
– Hvis en kaffemaskine ikke virker, bare fordi der er røget en sikring inde i den, er der jo ingen grund til at købe en ny, hvis man kan komme ned og få den lavet. Som udgangspunkt tænker jeg, alle skulle kunne komme med alt, man kan bære i en taske.
Rikke Frisenette, der er koordinerende voksenbibliotekar hos Solrød Bibliotek og Kulturcenter, fortæller, at næste skridt er at rekruttere folk i forhold til at få etableret en repair-café.
– Det har været fedt at se, at der også er en interesse for verdensmålene i Solrød, sagde hun blandt andet også mandag.