
Eventkoordinator René Dahl-Byø fra indkøbscentret Waves i Hundige tror, at man hurtigt vil fortryde indførelse af tidsbegrænset parkering på nogle af de 600 parkeringspladser ved Solrød Center. Et projekt, der bliver sat i søen, som et forsøg i løbet af foråret.
Baggrunden for forsøget er, at det kan være svært for centerkunderne at finde en p-plads, da de fleste pladser er optaget fra morgenstunden – og mange af dem af pendlerne.
Waves havde i mange år gratis parkering, men indførte så en tidsbegrænsning.
– Vi gjorde det på grund af pendlerne. Men det gav så meget negativ respons fra kunderne, at vi droppede det igen, forklarer eventkoordinatoren.
– Der skal bare være én kunde, som går på apoteket, glemmer at sætte p-skiven og så kommer tilbage til en bøde. Så kan det let give centret dårlig reklame. Så jeg tror faktisk kun, at Solrød får noget negativt ud af tidsbegrænsningen. Bare én utilfreds kunde kan fylde rigtigt meget på facebook.
Også ved Waves ligger togstationen tæt på. Men her giver det i følge René Dahl-Byø ingen problemer:
– Vi har 3600 parkeringspladser, og desuden er der en stor parkeringsplads ved Hundige Station. Så der er altid ledige pladser hos os.
At Køge har indført betalingsparkering er man også blevet opmærksom på i Waves:
– Vi hører ind imellem fra kunder, som er kede af dét i Køge. De vælger så i stedet at køre til os, City2 eller måske Rødovrecentret. Så betalingsparkeringen er åbenbart et irritationsmoment for nogle kunder, fortæller eventkoordinatoren.