Byrådsmedlem forlader lokalliste efter et år

Politik: Ina Lindemark har valgt at forlade lokallisten VoresSolrød og fortsætte som løsgænger i byrådet i Solrød.

Byrådsmedlem forlader lokalliste efter et år

Ina Lindemark har meldt sig ud af VoresSolrød. Foto: Emil Kristensen

Solrød: Godt og vel et år har den tværpolitiske lokalliste VoresSolrød været repræsenteret i byrådet i Solrød. Listen stormede ind i byrådet med tre mandater første gang, den stillede op, ved valget i november 2021, men nu holder enigheden ikke længere mellem Ina Lindemark og listens to øvrige byrådsmedlemmer Carsten Ring og Christian Nyholm.

Ina Lindemark vil ikke sætte ord på, hvad der er den direkte årsag til bruddet.

– Af respekt for alle, så vil jeg ikke uddybe det. Desværre har vi igennem længere tid været uenige om organisation og struktur. Derfor ser jeg ikke anden udvej end at blive løsgænger. Jeg mener, det vil være bedre for alle parter, siger Ina Lindemark og fortsætter:

– Det er med stort vemod, at jeg torsdag har meldt mig ud af VoresSolrød. En lokalliste jeg har kastet meget energi i at bygge op, og som har dannet rammen om min politiske debut. Det har været en fantastisk rejse, vi sammen har været på.

Selv om Ina Lindemark ikke var spidskandidat for VoresSolrød, opnåede hun det største antal personlige stemmer på listen ved kommunalvalget.

– Jeg ønsker alt det bedste for VoresSolrød fremadrettet og vil gerne sige en kæmpe tak for alle de gode oplevelser, vi har haft sammen, understreger hun.

Ingen planer om partiskifte

Ina Lindemark melder klart ud, at hun på nuværende tidspunkt ikke har planer om at hoppe over til et andet parti eller liste.

– Jeg regner med, at jeg er løsgænger, og så må man se, hvordan det går. Jeg er netop tværpolitisk, der er ikke lige noget landspolitisk parti, hvor jeg føler mig hjemme. Jeg er som menneske meget fællesskabsorienteret, så det har været en stor del af mine overvejelser, pointerer hun og fortsætter:

– Jeg vil nu fortsætte mit politiske virke i Familie- & Uddannelsesudvalget, i Natur-, Klima- & Planudvalget, i opgaveudvalget for Havdrup helhedsplan og i arbejdsgruppen for borgerinddragelse, forklarer Ina Lindemark.

Ina Lindemark garanterer alle, der har stemt personligt på hende, at hendes politiske engagement vil fortsætte uændret.

– Jeg brænder stadig for at være med til at rykke vores lokalsamfund i en positiv retning. Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg ser det som min forpligtelse at forvalte det mandat, vælgerne har givet mig, på bedste vis.

Uenige om forventninger

I et facebook opslag skriver bestyrelsen i VoresSolrød:

Ina har fra Vores Solrøds start været meget aktiv og en markant stemme i udviklingen af vores politik. Hun har med sit store engagement, visionære tanker og gode energi været med en inspiration for os alle, og vi er derfor meget kede af situationen.

Byrådsmedlem for VoresSolrød, Christian Nyholm, uddyber det:

– Jeg vil godt understrege. Vi har ikke været uenige om vores politik. Vi har med VoresSolrød bygget en flyvemaskine, mens vi nærmest fløj. Nu hvor vi har været i gang i et stykke tid, så er vi også blevet klogere på, hvordan vi får den bedste indflydelse og er gået i gang med organisering og struktur. Vi er landet et sted, hvor vi er uenige om, hvordan vi skal organisere os og forventningerne til hinanden, siger Christian Nyholm, som understreger, at man kommer til at savne Ina i VoresSolrød.

Ina Lindemark har meldt sig ud af VoresSolrød. Foto: Emil Kristensen