– Jeg ville egentlig gerne have gået på efterløn, men det nåede jeg ikke, så nu har jeg besluttet, at jeg får det til at passe med, at jeg kan gå på pension til maj, kommer det fra optiker Marianne Skotte, som har nydt arbejdet i Brillegalleriet i alle årene og derfor har været nem at overtale til at blive lidt længere, end hun havde planlagt.
Nu trækker tilværelsen som pensionist. Hendes mand har været på pension i nogle år, og de vil gerne ud at opleve verden sammen.
Optiker Karina Skotte, som er fem år yngre end Marianne, kan gå på efterløn om to og et halvt år, og det er ikke nogen hemmelighed, at hun gerne ville have drevet Brillegalleriet videre indtil da.
– Jeg forstår godt, Marianne gerne vil stoppe nu, hvor hun kan gå på pension. Jeg har ikke lyst til at drive Brillegalleriet uden Marianne, så derfor lukker vi Brillegalleriet senest 30. april, forklarer Karina Skotte, som ikke helt har gjort op, om hun stopper med at arbejde eller om hun vælger at snuppe to og et halvt år mere på arbejdsmarkedet i en brilleforretning eller noget helt andet.
– Min mand er også gået på pension og har været det et stykke tid. Jeg ved ikke helt, om jeg kan vænne mig til en tilværelse uden job nu, selv om det er længe siden, jeg har haft tid til at slappe af med en god bog, siger Karina Skotte.
De to søstre kommer selvfølgelig til at savne at arbejde sammen, men de bor kun 5 km fra hinanden i dag. Marianne i Solrød og Karina i Karlslunde, og de har sommerhus dør om dør, så det skal nok gå, mener de.
19 år i Solrød
Søstrene åbnede forretningen i Solrød Center i 2004, og i 2017 flyttede Brillegalleriet over på den anden side i den store, hvide villa på Solrød Strandvej 97.
– Vi var meget trætte af de strikse åbningstider i Solrød Center, og det var helt klart årsagen til, at vi rykkede ud, fortæller Marianne Skotte, som allerede der gik med tanker om at stoppe, men i de nye lokaler udenfor centret valgte de at holde lukket om lørdagen.
– Det er jo ikke, fordi vi ligefrem har været arbejdssky. Det er i alle årene blevet til en 50-60 timer om ugen. De første mange år holdt vi kun 14 dages sommerferie, og det er ikke så sjældent, at en af os er inde enten lørdag eller søndag for at betjene kunder, som ikke har kunnet få det til at passe med at komme i hverdagen, uddyber Marianne Skotte.
En dejlig tid
De ser begge tilbage på 19 dejlige år med mange trofaste kunder.
– Det må vi sige, kunderne rykkede med, da vi flyttede fra centeret og herover, og de har i det hele taget været meget loyale, fortæller Karina Skotte og fortsætter:
– Vi ser det som en fordel, at vi bare har været os. Vi har ikke været underlagt nogle koncepter, som mange kædeforretninger er. Vi har frit kunne vælge de stel, som vi har tænkt passede til vores kunder, og har ikke været nødt til at have mange stel af det samme design på hylderne, men vi har kunnet nøjes med at købe et enkelt.
Marianne Skotte er stolt over den service, som de har ydet de mange kunder.
– Det har været vigtigt for os at tænke i kundernes behov. Jeg har altid været god til at huske kunderne, og hvad de lagde vægt på ved valg af briller. Det har uden tvivl været godt for kunderne og en tilfredsstillelse for os, forklarer hun, som under alle omstændigheder har sidste arbejdsdag den 30. april.
Alt skal væk, det gælder alle briller, solbriller og interiør.

