TV2 Kosmopol kunne tirsdag fortælle, at det er ord som ”miljøfjendsk” og ”dobbeltmoralsk”, der falder borgmester i Hvidovre Anders Wolf Andresen (SF) ind i forhold til ”alt det Køge har gået og talt om”.
Udtalelsen kommer på baggrund af, at Køge Havn nogle steder har en reduceret vanddybde, og derfor planlægges der at dumpe 15.000 kubikmeter havneslam i Køge Bugt.
– Vi har behov for en akut uddybning her, fordi vi har en reduceret vanddybde på cirka en meter. Vi driver en erhvervshavn, og det kan selvfølgelig ikke nytte noget, at skibe ikke kan lægge til kaj her, som Thomas Kampmann, der er direktør for Køge Havn og sidder i byrådet i Køge for Det Konservative Folkeparti, sagde til TV2 Kosmopol.
Også Marie Stærke (S), der er borgmester i Køge Kommune, forklarede blandt andet mediet, at det er nødvendigt for at drive Køge Havn, og at det ikke kan sammenlignes med de ” flere millioner kubikmeter, der skulle dumpes i Køge Bugt fra Lynetteholm”.
Borgmesteralliance
Dumpningen af slam i Køge Bugt fra Lynetteholm blev som bekendt stoppet.
En borgmesteralliance bestående af Stevns, Køge, Solrød, Greve, Ishøj, Vallensbæk og Brøndby Kommune er imidlertid også imod etableringen af ni kunstige øer kaldet ”Holmene” i Hvidovre Kommune, og det er altså dumpningen af slammet i Køge Havn, Hvidovres borgmester på den baggrund kritiserer.
Men det er en ”det man siger er man selv”-argumentation, lyder det nu fra Emil Blücher (LA), der er borgmester i Solrød Kommune.
”Jeg tænker, at de seneste udmeldinger fra Hvidovres nuværende borgmester, tidligere borgmester og DI vidner om en tydelig samkoordinering og interessevaretagelse fra Hvidovres side”, skriver han blandt andet i et skriftligt svar.
Dermed henviser han til udtalelser fra Helle Adelborg (S), forhenværende borgmester i Hvidovre Kommune, og DI Hovedstaden.
I TV2 Kosmopols artikel lyder det også fra Anders Wolf Andresen, at han ville ønske, at Køge var kommet til det dialogmøde, han inviterede til, hvor han kunne ”have fortalt om Holmene”, hvilket Blücher også kommer ind på i sit svar:
”Samtidig kan jeg konstatere, at det er faktuelt forkert, at vi ikke har villet i dialog med Hvidovre. Jeg har således selv været på besøg sammen med flere af mine kollegaer hos Anders i Hvidovre. Desværre bestyrkede mødet mig blot i, at der på ingen måde er udsigt til et projekt, hvor trafikken kan håndteres på en hensigtsmæssig måde, uden at medføre mere trængsel og trafikstøj for vores borgere”.
TV2 Kosmopol spørger i førnævnte artikel Marie Stærke til, om hun har talt med kollegerne i borgmesteralliancen om dumpningen i Køge, til hvilket hun svarer ja, og at der ”er flere af vores kommuner, der gør det i mindre omfang, og det er vi bevidste om”. Også Emil Blücher beskriver, at Køge Bugt-kommunerne kan blive bedre til at passe på miljøet:
”Hvidovres ’det man siger er man selv’-argumentation giver jeg heller ikke meget for. I Bugt-kommunerne er vi fuldt ud bevidste om, at der er områder, hvor vi også selv kan blive bedre til at passe på miljøet fremadrettet. Netop det arbejder vi seriøst med – men dét, at der er et forbedringspotentiale, kan i min optik aldrig retfærdiggøre, at andre anlægger nye projekter, som gambler med vores miljø”, lyder det afslutningsvist i det skriftlige svar.
