Bedrager stak af før politiet nåede frem

Påkørsel endte i flere sammenstød på motorvej
Foto: Kenn Thomsen

Tirsdag aften klokken 18.01 anmeldte et ældre ægtepar i Havdrup ved Solrød, at konen netop var blevet ringet op af en mand, der kaldte sig Jens Føg fra teknisk afdeling i Nordea.

Han sagde, at der var hævet 8000 kroner på kvindens kreditkort, så han ville sende et bud fra Postnord til at hente kortet, så det kunne spærres, og pengene kunne føres tilbage.

I mellemtiden ringede manden til politiet, så da ”buddet” dukkede op, fortalte manden ham, at politiet var på vej.

Det fik “buddet” til at stikke halen mellem benene og forsvinde fra stedet, før patruljen nåede frem. Han fik ikke udleveret noget kreditkort.

“Buddet” beskrives som: Mand, 20-30 år, ca. 175 cm, sort halvlangt krøllet hår, iført sort smudset dunjakke med syede firkanter, mørke bukser, blå sko med hvide såler.

Betjentene afhørte ægteparret og sagen om forsøg på bedrageri efterforskes nu af politiet. De opfordrer til at gøre som det handlekraftige ægtepar: Anmeld mistænkelige opkald til politiet og udlever aldrig kort, koder eller personlige oplysninger til nogen du ikke kender. Advar dine ældre pårørende om risikoen for at blive snydt.

cham