Politiker fra Veganerpartiet er imod valgplakater – men lørdag sættes de (alligevel) op

Snart kan man møde kandidater til det forestående kommunal- og regionsrådsvalg hængende i byens lygtepæle. Fra på lørdag klokken 12 må valgplakater nemlig hænges op. Noget, Veganerpartiets Katrine Ida Olsson, der stiller op til Slagelse Byråd og Region Sjælland, er imod.

Veganerpartiets Katrine Ida Olsson har glædeligt deltaget til vælgermøder forud for det forestående kommunal- og regionsrådsvalg. Men når der lørdag må sættes valgplakater op, går det imod alt, hvad hun står for. d678ebae-c638-4a05-9766-4ef7ce11558c

Slagelse: Den kommer op at hænge: Valgplakaten med Katrine Ida Olssons ansigt og partinavn på. Men Veganerpartiets kandidat til Slagelse Byråd, der også stiller op til regionsrådsvalget, er i virkeligheden stærkt imod det store forbrug af pap.

Det fortæller hun til Sjællandske.

– Jeg hader selv valgplakater. Jeg forstår ikke formålet: Frås med ressourcer – og man skal da ikke stemme på folk på grund af udseende, lyder det ifølge Katrine Ida Olsson.

Alligevel vil også hendes ansigt altså fra på lørdag klokken 12 være at finde i lygtepælene rundt omkring på Sjælland og i Slagelse Kommune, når valgplakaterne må hænges op.

Noget, der ellers ikke matcher Veganerpartiets bæredygtige politik, siger Katrine Ida Olsson.

“Det er selvmord”

Godt nok forklarer hun, at hun – og partiet i øvrigt – begrænser antallet af valgplakater. Og at de, der bliver trykt, trykkes med miljøvenlige farver og vindstrøm.

Og så kan plakaterne både genbruges og genanvendes, oplyser Katrine Ida Olsson.

Men helst så hun, at hun var fri for at trykke noget som helst. Det, at hun gør det alligevel, skyldes således, at det vil være som at skyde sig selv i foden ikke at gøre det. Eller faktisk værre end det:

– Alle rådgivere siger, at det er selvmord for nye partier ikke at lave valgplakater, for politikken er stadig ukendt for nogen. Og uden grønne stemmer bliver samfundet ikke bæredygtigt, siger Katrine Ida Olsson.

Udemokratisk adfærd

Veganerpartiets kandidat ønsker imidlertid ikke kun at sætte fokus på ressourcespild – i hendes protest mod valgplakater lyder også en kritik af det, som hun med egne ord kalder “udemokratisk adfærd” i valgkampen.

Artiklen fortsætter efter billedet…

På billedet her ses forrest Emil Lavsen fra Kristendemokraterne og Katrine Ida Olsson fra Veganerpartiet. Bag dem Troels Brandt fra Det Radikale Venstre og Jørgen Grüner fra SF. De fire partier har indgået i et valgforbund. Privatfoto

– Hvorfor ses stribevis af identiske plakater på samme strækning? Det har jeg tit undret mig over. Nu har jeg lært, at det blandt andet er for at spærre for andre. Det er dybt udemokratisk, siger Katrine Ida Olsson.

Hun provokeres samtidig af, at etablerede partier modtager statsstøtte.

Ifølge Katrine Ida Olsson gør det nemlig, at de kan trykke mange flere plakater og samtidig “overskygge nye partiers forsøg på at deltage i demokratiet”:

– Jeg så gerne, at alle partier til næste valg blev enige om et maks. antal plakater samt pli om pladserne. For demokratiet, miljøet og klimaets skyld, siger hun.