Vildt farligt: Pludselig bakkede lastbil midt på motorvejen

Mandag gik det op for en lastbilchauffør, at hans lastbil formentlig var for høj til at køre under motorvejsbroen på Vestmotorvejen i Korsør. Så bakkede han.

Vildt farligt: Pludselig bakkede lastbil på motorvej

Mandag udspillede der sig en farlig situation, da en lastbilchauffør stoppede op umiddelbart før motorvejsbroen på Vestmotorvejen i Korsør og bakkede hele vejen tilbage til afkørsel 41. Arkivfoto.

Foto: Søren Arildsen

Ifølge politiet var det en farlig situation, der udspillede sig på Vestmotorvejen mandag klokken 17.31, da en 50-årig lastbilchauffør pludselig besluttede sig for at bakke tilbage til den nærliggende afkørsel.

Det skete, da lastbilchaufføren kom kørende og fandt ud af, at hans lastbil formentlig var for høj til at køre under motorvejsbroen på Vestmotorvejen i Korsør, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den mandlige lastbilchauffør stoppede derfor umiddelbart før motorvejsbroen og bakkede hele vejen tilbage til afkørsel 41.

– Der var mange, der så den farlige situation, og politiet var kort efter på stedet, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i den seneste døgnrapport.

Politipatruljerne fik herefter afspærret motorvejen og ledt lastbilen hen til en rasteplads, hvor den 50-årige lastbilchauffør fik en sigtelse for brud på færdselsloven.