Vanvittig bro-påkørsel bliver dyr for formodet spritbilist

Da en 50-årig mand fra Korsør onsdag prøvede at køre sin bil over en gangbro ved Vårby Å, skete der skader på stilladset, som nu skal repareres. Regningen kan blive stor, og den havner efter alt at dømme hos den formodede spritbilist.

Foto: KIM BRANDT

Det er dagen derpå for projektleder Amanda Linke fra Slagelse Kommune, som onsdag formiddag oplevede, hvordan en formodet sprit- og narkobilist forsøgte at køre over en midlertidig bro, som kun er beregnet til gående og cyklister.

– Ja, det var en noget speciel oplevelse. Men den har nu fået flere alvorlige konsekvenser, siger hun torsdag til Sjællandske.

Selv om bilen, der kørte ud på broen, ikke er så stor, så har den alligevel gjort skade på det store stillads, som bærer broen.

– Stillads-firmaet har sagt, at de ikke kan garantere for broens sikkerhed, før den er gennemgået og sikret igen. Derfor har vi besluttet at lukke broen helt for både gående og cyklister indtil videre, siger hun.

Hvor meget det vil koste, ved hun endnu ikke. Men det kan blive meget dyrt.

Regning sendes først til forsikringsselskab

Dertil kommer omkostningerne med at få bilen fjernet, hvilket skete onsdag eftermiddag.

– Efter råd fra politiet kontaktede vi et redning- og bjærgnings-firma fra Tappernøje, som kom og hjalp til med at få bilen fri, fortæller hun.

Der blev brugt nogle jernkæder (spil) og nogle »muskler« fra en gravemaskine på stedet, og i løbet af en times tid var bilen trukket fri.

Regningen for den aktion havner også i første omgang hos mandens forsikringsselskab – hvis han vel at mærke har et.

– Og det er jo ikke sikkert, at det vil betale, hvis han bliver dømt for både spiritus- og narkokørsel, siger hun.

Dermed kan regningen ende hos manden selv, der også risikerer en alvorlig straf, når sagen engang kommer for retten.

– Det er i hvert fald ikke en regning, som de fleste private vil være glad for. Men i første omgang sender vi regningen til mandens forsikringsselskab, og så må vi jo se, hvad de siger til det, siger projektlederen.

Svært at idiotsikre byggeplads

Imens fortsætter arbejdet med at renovere den gamle stenbro over Vårby Å, og Amanda Linke har sammen med mandskabet på stedet sat ekstra skilte op på begge sider af vejarbejdet, som fortæller, at der lige nu er totalt lukket. Hun forventer, at den midlertidige bro genåbner på onsdag.

Gående og cyklister bliver ledt forbi Trelleborg i nærheden.

Siden arbejdet begyndte den 6. juli, har flere bemærket, at skiltningen ved arbejdet måske ikke er helt optimal.

– Jeg har netop været ude og tjekke at alt er, som det skal være. Men efter oplevelsen onsdag formiddag må jeg bare konstatere, at man nok ikke kan idiotsikre en byggeplads, slutter projektlederen.