“Midt i det, som føltes som at være i centrum i orkanens øje, kom der et kærkomment lysglimt, en regnbue, en solstråle.”
Sådan indledes et opslag på Facebook fra Agersø Kro.
Et opslag, som afslører, at kroen i 2023 er nomineret til Årets Landevejskro af den danske spiseguide.
Opslaget afslører også, at årsagen til, at nomineringen er “et lysglimt”, er at kromanden, Lasse Forum, pludselig blev syg i januar, men på Agersø lader man ikke hinanden i stikken, og forleden mødte flere af øens beboere op for at hjælpe kroejerne med at gøre udendørsarealerne klar til sæsonens åbning.
Lykkelig og taknemmelig
Ejerne er både taknemmelige og lykkelige for nomineringen.
“Hele holdet her på Agersø Kro er ikke bare stolte men ovenud lykkelige,” skriver de.
I april 2022 besøgte Sjællandske Agersø Kro, hvor indehaver Cristel Mydske åbnede efter et større renoveringsprojekt.
Derfor fremgår det af Facebookopslaget, at de er særligt stolte af at have fået nomineringen efter blot et år.
Nominering
Kroen er blevet nomineret til Årets Landevejskro 2023 af Den Danske Spiseguide, som madanmelder Bent Christensen har udgivet siden 1978.
Uddelingen af titlen som Årets Landevejskro optrådte første gang i Den Danske Spiseguide i 2019.
Vinder af kategorien offentliggøres til Den danske Spiseguides gallamiddag 29. oktober, der afholdes klokken 17.00 på Bistro Boheme på Esplanaden i København.
Nominerede til årets landevejskro 2023
Niels Bugges Kro, Viborg
Bindingsværket, Ebeltoft
Rønnede Kro, Faxe
Agersø Kro
Ny Hattenæs, Silkeborg
Kilde: Den Danske Spiseguide