Tre mænd for retten efter uro: Stribevis af sigtelser på vej

Yderligere tre mænd tiltales nu for medvirken til optøjer sidste år i Ringparken. Flere sigtelser på vej.
Yderligere tre mænd tiltales nu for medvirken til optøjer sidste år i Ringparken. Flere sigtelser på vej.

Islamkritiker Rasmus Paludan, leder af det indvandrerfjendske parti Stram Kurs, fortsætter tilsyneladende med at provokere og bringe sindene i kog rundt i flere af landets udsatte boligområder.

For nylig brændte han et eksemplar af muslimernes hellige bog, Koranen, af, og for godt en uge siden bekræftede han selv, at han holdes skjult af politiets efterretningstjeneste, PET, grundet trusler på livet. Den helt konkrete baggrund kender end ikke han selv, lyder det.

Hvad der imidlertid er sikkert, er, at politiet for tiden rejser tiltale mod stribevis af de uromagere, der ifølge ordensmagten tog del i urolighederne i Ringparken sidste sommer. Mere præcist den 24. juli 2018, hvor optøjer i forbindelse med Rasmus Paludans besøg endte i såvel politivold som hærværk.

Det skriver Sjællandske.

I januar kostede episoden tre andre mænd en tur i retten, hvor det dog var tilståelsessager, der var berammet. Da de tre på henholdsvis 19, 23 og 45 år ikke kunne erkende andet end et skub til en betjent, blev sagen udsat.

I dag torsdag skal tre øvrige så – ud af formentlig op imod 20 i det hele vurderer Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi – for Retten i Næstved, hvor de tiltales for medvirken til grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

Angiveligt er der flere sigtelser på vej.

– Vi forventer imellem 18 og 20 i det hele, og vores hensigt er at rejse tiltale imod dem alle, siger anklager Lotte Mie Nielsen, der sidder med sagen i dag, hvor to 19-årige og en mand på 18 år blandt andet tiltales for tilråb, ukvemsord og kast med sodavandsdåser og glasflasker imod tjenstgørende betjente, ligesom de med deres adfærd anklages for at have tilskyndet til vold mod ordensmagten.

Der nedlægges påstand om fængselsstraffe til hver især, ligesom den ene 19-årige mand risikerer at blive smidt ud af landet.