Fodbold: B73’ernes serie 1-hold leverede en fin præstation, da de lørdag gæstede tabellens nummer to, Køge BK.
Alligevel var hjemmeholdet for stor en mundfuld for vestsjællænderne, som måtte tage retur til Slagelse med et 3-0-nederlag.
– Det var sådan set et fair nok resultat. Men jeg er godt tilfreds med drengene. Vi gjorde, det vi kunne, og vi lykkedes med mange ting taktisk og i den defensive organisation. Køge er bare et godt hold, så selvom vi får holdt dem godt væk fra chancer, så er det alligevel ikke nok. Og samtidig mangler vi selv også lige den nødvendige kvalitet på de omstillingsmuligheder, vi har, lød det fra B73-træner Nihat Carkaci.
Værterne kom foran 1-0 efter godt et kvarter, da de fik udnyttet et uheldigt styrt i Slagelse-forsvaret.
Målet blev det eneste i en ganske chancefattig første halvleg, hvor vestsjællænderne stod afventende tilbage på banen og lurede på omstillinger uden aldrig at blive rigtig farlige.
Fire minutter efter pausen fik værterne så fordoblet føringen på en ripost i en situation, hvor vestsjællænderne mente, der skulle være dømt offside. Protesterne medførte et dumt gult kort til Nidal Freije for brok, så han måtte ud at sidde på bænken i ti minutter.
Og så så det for alvor svært ud for slagelseanerne, der ti minutter senere blot kunne se til, da hjemmeholdet fik gjort det til 3-0 på en smuk halvflugter.
Men vestsjællænderne slog dog aldrig op i banen. Og i opgørets slutfase var de af flere omgange også tæt på at få pyntet på resultatet – blandt andre Kasper Morsing manglede dog den sidste skarphed.
– Selvom vi taber 3-0 er det vores bedste kamp i foråret indtil videre. Jeg havde en god følelse efter kampen trods nederlaget. Der er mange, der spiller en fornuftig kamp, alle arbejder stenhårdt og løber en masse, og vi står fint på banen. Så jeg er fortrøstningsfuld, lyder det fra Nihat Carkaci.
B73 er fortsat at finde midt i tabellen på en niendeplads og får på tirsdag besøg af nummer ti, Raklev GI.
Kamptal
Serie 1
Køge BK – B73, Slagelse: 3-0 (1-0)
