To Pinde sænkede Slagelse

Foto: Peter Andersen, Simon Ydesen
Sporten. Slagelse stadion. Fodbold Slagelse-Marienlyst. Foto: Peter Andersen
Sporten. Slagelse stadion. Fodbold Slagelse-Marienlyst. Foto: Peter Andersen Peter Andersen

Det gik meget godt for Slagelse, lige indtil den tidligere Slagelse-spiller og nuværende Frem-spiller Jacob Pind kom på banen efter cirka 70 minutters spil. På daværende tidspunkt var stillingen 1-1, og Slagelse så ud til at kunne få sig et tiltrængt point til den efterhånden udsultede pointkonto. Spillet bølgede nemlig frem og tilbage, og det var faktisk Slagelse, der havde de største chancer i den periode af kampen.

Mathias Bjaldby havde kort inde i opgøret bragt Slagelse foran efter et hjørnespark, og få sekunder senere ramte Christoffer Thrane overliggeren, men meget sigende for Slagelses situation, så var det stolpe ud. Slagelse-keeper Oliver Foss er tidligere i denne sæson blevet noteret for to selvmål, fordi bolden har ramt ham i ryggen og er gået i mål, efter bolden har kysset stolpe eller overligger. Det held havde Slagelse ikke i den modsatte ende, hvor Frem-keeper Marco Brylov efter overligger-kysset var heldig med at få fat i bolden.

Slagelse havde godt styr på kampen i de første 20 minutter, men så trådte Frem-spillerne i karakter, og pressede Slagelse tilbage på banen. Her blev det igen udstillet, at Slagelse ganske enkelt ikke har en midtbane med niveau til 2. division. Det skal endda nævnes, at unge Peter Stenbek spillede sin hidtil bedste kamp, og var klart bedste mand hos hjemmeholdet. Han eller holdkammeraterne kunne dog ikke gøre det store ved det drøn af et langskud, som Jonas Jensen udlignede på inden pausen.

I anden halvleg kom Slagelse atter bedre med, og der var et par store chancer til hjemmeholdet, inden en gammel kending af klubben kom ind og gjorde ondt på Slagelse.

Frem råder over en tidligere Slagelse-duo. Angriber Frederik Christensen var med fra start, mens Jacob Pind lidt overraskende begyndte kampen på bænken. Først blev Frederik Christensen skiftet ud, og få minutter senere kom Jacob Pind i aktion. Det var begyndelsen til enden for Slagelses drømme om point i søndagens kamp.

Med 10 minutter tilbage af kampen blev Jacob Pind spillet fri efter et godt dybdeløb, og han sparkede sikkert bolden i kassen til Frem-føring. Med et par minutter tilbage af den ordinære kamp indtog Pind rollen som dobbelt målscorer, da han headede bolden i mål til 3-1.

Kampen var dog langt fra vundet endnu for Frem, der var lige ved at smide tomålsføringen i overtiden. Først fik Christoffer Thrane headet bolden i mål til en sen reducering, og så blev Rasmus Grønne ellers sendt frem i forreste geled. Her var han meget tæt på at udligne, da han ikke fik gjort helt nok ved en kæmpe hovedstødschance i kampens sidste angreb.

Lige ved og næsten giver som bekendt ingen point, og den hårde sandhed for Slagelse er, at man nu har tabt seks kampe i træk.

Den negative stime kan meget vel blive forlænget, da næste modstander er suveræne FC Helsingør, der omvendt har vundet de seneste fire kampe, holdet har deltaget i.