Medarbejderne på Flådestation Korsør blev i sidste uge informeret om, hvordan fremtid kan komme til at se ud med afsæt i et besparelsesoplæg. Fællestillidsmand André Borre er ikke i tvivl om, at det ender med fyringer.
– Det gør det sandsynligvis. Der ryger en del, og det er i næsten alle kategorier, fortæller han og fortsætter.
– Vi har hørt 100-160 fyringer, men det er fordelt over hele Søværnet, hvordan fordelingen bliver, er jo ikke til at vide. Foreløbigt er vi ved at finde ud af, hvordan det kan gøres mest smertefrit., forklarer tillidsmanden om tallet på 30-40 fyringer, der skulle ske alene på Flådestation Korsør.
Usikre medarbejdere
Hvornår og hvad der kommer til at ske, aner hverken de ansatte eller tillidsmændene på flådestationen, men stemningen er påvirket.
– Den er trykket, men vi har jo kun fået en briefing om, hvad der skal ske. Vi skal spare, det ved vi, siger André Borre.
Det er blandt andet "Værksted Danmark", der rammes af nedskæringerne, som hovedsageligt beskæftiger den civile dele, hvor det drejer sig om blandt andet smede og andre håndværkere.
– Jeg tror ikke, der er så mange militære folk, som bliver afskediget. Der mangler militære folk i forvejen, men der er selvfølgelig nogen, som bliver omrokeret – der er måske nogen, som skal til Frederikshavn og sejle, forklarer han.
Indtil videre kan tillidsmændene kun gøre det samme som de ansatte – vente.
– Det er klart, det skaber en dårlig stemning. Folk ved ikke om, det er dem, der bliver fyret. Foreløbigt afventer vi indtil der kommer et udspil, og så må vi tage den derfra. Lige nu kan vi jo ikke en gang vejlede medlemmerne, slutter fællestillidsmand, André Borre.