Kulkraner på 1100 ton afventer skrotpræmie

Foto: Martin W. Hansen

Korsør: Det er noget af et syn, der har mødt korsoranerne, når to kulkraner fra Stigsnæs er blevet sejlet ind i Korsør Havn med en kæmpe flådekran.

Tirsdag aften kl. 21.10 ankom den første, mens kran nummer to ankom onsdag kl. 20.15.

Transporten af kranerne, der er 50 meter høje og 90 meter brede, er meget afhængig af vejret.

– Det er løbet lige efter planen, vi har været meget heldige med vejret, fortæller Richard Kristensen, der er kvalitets- og miljøchef hos Kingo Karlsen, som står for transporten og nedbrydningen af kranerne.

Klippes i stykker

Kranerne er sat på Amerikakaj, hvor arbejdet med at klippe dem i mindre stykker skal foregå.

– Først rydder vi op på Stigsnæs og leverer pladsen, som vi skal. I næste uge går vi i gang med at klippe kranerne ned, siger Richard Kristensen.

Derefter skal jernet enten sejles væk med skib eller fyldes i containere, det afhænger af skrotprisen.

– Hvis det kommer på et skib, er vi jo tvunget til at sejle det væk. Fylder vi det i containere kan vi have det stående til skrotprisen er mest favorabel, forklarer Kingo Karlsens kvalitets- og miljøchef.

Seks ugers arbejde

Hver kulkran vejer 500 ton, derudover er der 100 ton jern i løsvægt, som ligeledes skal skrottes.

Arbejdet med at klippe kranerne i stykker foregår med hydrauliske skrotklippere for at minimere støjgenerne.

– Vi regner med at have pladsen i Korsør ryddet om seks uger, hvis det går godt, er vi færdige før, fortæller Richard Kristensen.

Der kommer til at gå fire-fem mand, som skal klare klippearbejdet på havnen. Selv om det er fristende at kigge nærmere på kranerne, så advarer Kingo Karlsen mod at komme for tæt på. – Det arbejde, vi skal udføre, er for uvedkommende farligt arbejde, og derfor er der i hele perioden afspærret og adgangsforbud til pladsen, skriver Kingo Karlsen.