Tæt på 2000 ved skærm

Tæt på 2000 ved skærm
Sådan så det ud før kampstart i Christiansgade onsdag. Privatfoto
Sådan så det ud før kampstart i Christiansgade onsdag. Privatfoto

Slagelse: – Vi manglede at sælge 20 billetter. Ellers havde vi nået de 2000 mennesker.

Lyder det fra en tilfreds Jan Marcher, sammen med John Nielsen og Onur Isbilen arrangør af onsdagens storskærms-arrangement i Christiansgade.

Det blev som forudsagt i Sjællandske et tilløbsstykke, og de fremmødte 1980 personer fik en spændende aften foran skærmen, hvor Danmark som bekendt måtte forlade banen som tabere efter et meget tvivlsomt straffespark.

– Der blev hygget og både spist og drukket godt, ligesom der røg en del øl op i luften, fortæller Jan Marcher.

Da kampen gik i forlænget spilletid, var der faktisk mulighed for at drikke og spise endnu mere.

– Men det gav nu ikke det store ekstra salg, for alle var meget optaget af at holde øje med skærmen, fortæller Jan Marcher.

Næppe finale-storskærm

På spørgsmålet om man vil kunne følge søndagens finale på storskærm siger Jan Marcher, at det næppe er sandsynligt.

– Var Danmark med, var billetsalget allerede sat i gang, men vi havde ikke den store succes med at vise kampen mellem Portugal og Tyskland, så jeg tror, vi istedet vil koncentrere os om at lave koncerter på pladsen, siger Jan Marcher.