Svøm og spis

Ups, et bæger med plastikknive endte i babybassinet, hvis kanter traditionen tro var dækket op med det store morgenbord inklusiv en skarp til halsen, da mellem 30 og 40 morgensvømmere fredag morgen holdt den årelange tradition med fælles morgenmad og julesange som juleafslutning ved lige.

En morgentradition der menes at være unik for svømmehaller i Danmark, som i lighed med svømmehallen i Slagelse ikke kender til et så sammentømret morgensammenhold som i Korsør.

Livredderne har sammen med 2017-moderniseringen af svømmehallen skiftet de sorte t-shirt ud med røde, som med brug af nissehuer sørgede for den rette julestemning, som også omfatter svømning i dæmpet belysning. For naturligvis svømmes der også ved juleafslutningen.

Der er morgensvømning igen onsdag den 27. december klokken 06.00.