Cykling: Slagelse Cykel Ring og Næstved Bicycle Club er værter, når sæsonens første to afdelinger af DEMIN Cup lørdag og søndag løber af stablen på en 25,3 kilometer lang rundstrækning ved Stigsnæs lidt syd for Skælskør.
I DEMIN Cup, der anses som værende landevejscyklingens superliga i Danmark, kører de bedste danske A-ryttere fem afdelinger fordelt over sæsonen. Efter hvert løb bliver der givet point til de 20 bedst placerede ryttere, og rytteren med flest point efter de fem afdelinger vinder DEMIN Cup 2023.
Og weekendens to afdelinger bliver med deltagelse af lokale ansigter.
Den tidligere Post Nord Danmark Rundt-vinder Niklas Larsen fra Slagelse er nemlig på startlisten for sit norske mandskab Uno-X Pro Cycling.
Og det er de to tidligere Team Georg Berg-ryttere, Nicklas Falk og Mads Berg ligeledes sammen med Fuglebjerg-drengen Frederik Irgens Jensen, som stiller til start for deres danske kontinentalhold, BHS – PL Beton Bornholm.
Det er ikke kun A-klasseryttere, der skal prøve kræfter med de vestsjællandske veje.
Hele 315 ryttere skal således køre enkeltstart lørdag, hvor A-rytterne starter klokken 09.00 efterfulgt af de øvrige klasser, helt ned til U11.
Søndag starter de 117 A-ryttere deres 177 kilometer lange linjeløb klokken 11.00.
Begge dage er der start og mål ved Askelunden 24, 4230 Skælskør.
