Så er der mulighed for, at der snart kommer liv i den store bygning, der tidligere rummede amtscentralen på hjørnet af Rosengade og Stenstuegade i Slagelse. Et flertal i kommunens erhvervs-, plan- og miljøudvalg går ind for at ændre lokalplanen for området, så det bliver lovligt at drive kontor- og bankvirksomhed på adressen. Det er netop en bank, der længe har været interesseret i at få til huse på stedet.
Peer Bülow Christensen købte den 3000 kvadratmeter store bygning sidste sommer, og han oplyser, at der stadig er en bank, der er interesseret i at rykke ind i stueetagen.
Foreløbig er der ikke lavet aftaler om udlejning af andre dele af bygningen.
– Vi har sagt til dem, der har henvendt sig, at vi vender tilbage, hvis vi er interesserede i at arbejde videre med det. Når man køber sådan en ejendom, skal den udvikle sig og udvikle sig rigtigt, siger Peer Bülow Christensen.