Stjålet bil bjærget i havn

Politiet har givet ejeren af den stjålne bil besked om at fjerne den fra Halsskov Havn, hvor den siden januar har ligget på bunden af havnen. Foto: Helge Wedel
Politiet har givet ejeren af den stjålne bil besked om at fjerne den fra Halsskov Havn, hvor den siden januar har ligget på bunden af havnen. Foto: Helge Wedel

Bil stjålet tilbage i december 2015, er hevet op fra bunden af Halsskov Havn.

Der er efterhånden så nydeligt i den tidligere Halsskov Færgehavn efter oprydning og fjernelse af betonbunker, affaldsbjerge og skrotjern, men et enkelt bilvrag står tilbage og skæmmer lidt det pæne indtryk.

Den er dog på vej til at blive fjernet.

– Vi har givet ejeren besked om, at han skal sørge for at få den fjernet. Men hvis han har fået udbetalt forsikringssummen, så er det forsikringsselskabets bil og dermed deres opgave at få den væk, siger politikommissær ved Slagelse Lokalpoliti Kurt G. Nielsen til Sjællandske.

Bilen – en ældre Golf-model med lave alufælge – blev meldt stjålet fra et værksted i Jyderup den 19. december 2015. Det lykkedes tyven at få fat i de nøgler, der hørte til bilen.

Hvorfor, bilen er endt på bunden af Halsskov Havn, vides ikke.

Da Sjællandske kigger forbi den bjærgede bil, er nogle fritidsdykkere i færd med at gøre sig klar til et dyk i havnen. De fortæller, at bilen har ligget på bunden rigtig længe, hvor den har været et yndet mål at dykke ned og se på. Den lå på taget med hjulene op mod overfladen. Men nu rummer havnen altså en dykkeroplevelse mindre.

Kurt G. Nielsen bekræfter, at bilen har ligget på bunden siden januar 2016.