Stalker dømt for chikane for tiende gang

Foto: Steen Hansen
Benny Bertram Sørensen ankede sin straf på 1 år og 8 måneder på stedet.	Arkivfoto: Sjællandske
Benny Bertram Sørensen ankede sin straf på 1 år og 8 måneder på stedet. Arkivfoto: Sjællandske

Den 50-årige Benny Bertram Sørensen blev mandag dømt for systematisk at have stalket sin ekskæreste Rikke Nielsen. Retten i Næstved idømte ham et år og otte måneders ubetinget fængsel.

Rikke Nielsen og Benny Sørensen har længe været på kant med hinanden, siden de, efter at have mødt hinanden i 2013, gik fra hinanden efter nogle måneders kæresteri.

De to blev blandt andet uvenner over en fælles bil, og »bagateller«, som de begge kaldte deres uoverensstemmelser i retten. Benny Sørensens efterfølgende systematiske chikane af Rikke Nielsen kom for alvor frem i lyset, da Rikke Nielsen medvirkede i TV2-dokumentaren »Fra kærlighed til had,« hvor Benny Sørensen blandt andet fremsatte trusler mod TV-værten Karin Cruz.

Udover chikanen med de mange telefonopkald og sms-beskeder stod Benny Bertram Sørensen også anklaget for at have været i besiddelse af en mobiltelefon, mens han sad i Statsfængslet i Vridsløselille og for i oktober 2015 at have undveget fra en afsoning med fodlænke fra sit hjem i Korsør.

Denne episode forklarede Benny Bertram Sørensen med, at han var mødt op på arbejde, men havde aftalt at mødes kort med en pige, han havde skrevet med på en netdating-side.

Da han nåede frem til mødet, stod TV2 pludselig med et kamera. Herefter flygtede Benny Bertram Sørensen til Tyrkiet i 17 dage.

Benny Bertram Sørensen erkendte både at have haft en mobiltelefon i sin celle i fængslet og at være flygtet til Tyrkiet, mens han skulle have afsonet fra sit hjem i Korsør. Det sidste blev han dog ikke dømt for.