
Korsør: I godt ti måneder har Korsør været hjemby for to søfolk, der har passet kemikalietankeren Dover, der netop er blevet solgt på tvangsauktion.
– De er lønnet af Danske Bank, og blev ansat til at gå og passe skibet. Jeg tænker, at de tager hjem, men jeg har ikke været nede og snakke med dem, fortæller Morten Bach fra International Transport Workers Federation (ITF, red.), der har været med siden søfolkene strandede i slutningen af maj 2009 og ikke havde udsigt til løn.
Marek Noch og hans kollega ombord på tankeren har siden da passet skibet og i bund og grund holdt det flydende for Danske Bank, der overtog Dover, da rederiet der ejede hende gik konkurs.
Med salget af skibet er den opgave klaret.
– Jeg vil tro, at nu kommer der nogle folk, og så tager de to andre hjem, slutter Morten Bach.