I weekenden led Slagelse et tremåls-nederlag hjemme til topholdet Hvidovre i en kamp, hvor vestsjællænderne fik vist både Mads Sørensen og Jakob Holme ud med rødt kort.
De to vigtige spillere var dog med i onsdagens hjemme-opgør mod BK Ydun, da karantænen først gælder fra weekendens kamp, så både Sørensen og Holme var med til at vinde med 23-22.
– Jeg havde været rigtig pessimistisk, hvis vi havde tabt den kamp. Så skulle vi nok have revurderet vores målsætning om at være med i kampen om oprykning. Det kan være, vi skal det alligevel, men jeg er meget glad for de to point, siger Slagelse-træner Mathias Hansen, der dog var knap så tilfreds med spillet.
– Jeg jubler ikke over spillet. Kampen kunne være gået til, hvilken side det skulle være. Ydun har faktisk et ganske godt hold, selv om de blev kørt over af Roskilde. Men vi er ikke så gode i angrebet. Det vil sige, vi spiller egentlig okay, men brænder et hav af chancer, siger Slagelse-træneren.
Til gengæld var vestsjællændernes defensiv og målmand Oskar Ruby på tæerne. De lukkede tilsammen kun otte mål ind i 1. halvleg, men i den anden ende havde københavnerne også et par gode keepere, som Slagelse-spillerne havde svært ved at passere.
Der var dog forholdsvis styr på det hos hjemmeholdet og Slagelse førte da også med 23-22 og havde bolden til sidst.
– Men 15 sekunder før tid dømmes der en meget tvivlsom skridtkendelse mod Jakob Holme. Ydun får bolden, men de skyder heldigvis forbi mål, siger Mathias Hansen, der også har ros til den unge bagspiller Rasmus Albæk.
– Det er ikke ham med de store stjerner på skuldrene, men han gjorde det godt og scorede også vores sidste mål. Han trækker heller ikke det store læs, men laver tre på fire i dag og tager chancen, konstaterer Slagelses cheftræner, der på søndag skal en tur til Svinninge for at møde HK Lammefjorden.

Kampen i tal
3. division, mænd
Slagelse – BK Ydun: 23-22 (10-8)