Skolefodboldstævne genopstår i Korsør

Korsør. FC Storebælt arbejder på at genoptage en gammel tradition i byen og få et indendørs skolefodboldstævne op at stå i weekenden den 3. og 4. marts. Skal det lykkes, kræver det opbakning fra skoler, elever og forældre

Foto: Troels Kjems
Før i tiden var et indendørs skolefodboldstævne en fast tradition i Korsør. FC Storebælt vil i anledning af sit 10 års jubilæum nu gerne genoplive traditionen. Foto: colourbox
Før i tiden var et indendørs skolefodboldstævne en fast tradition i Korsør. FC Storebælt vil i anledning af sit 10 års jubilæum nu gerne genoplive traditionen. Foto: colourbox Bigandt.com

<newline/> <newline/>Af Mette Juhl

Fodbold: Skælskør har netop afviklet sit skolefodboldstævne nr. 45 og også i Slagelse ruller fodbolden igen, efter en pause, i Spar Nord Cup.

Nu vil frivillige i Korsør også genoptage tidligere tiders indendørs skolefodboldstævner. Derfor inviterer FC Storebælt elever fra 0. til og med 5. klassetrin til at stille hold, når der i weekenden den 3. og 4. marts afholdes stævne i Storebæltshallen.

En af drivkræfterne bag projektet er Lasse Freisleben. 'Jeg kan huske det fra min egen skoletid, det var fedt. Og man kan jo se i Skælskør, hvor god stemning der er. Derfor vil jeg gerne ha' det op at stå her igen.'

Lasse Freisleben har i flere år været frivillig træner i FC Storebælt og har derfor fodboldklubben i ryggen, når stævnet skal afvikles. Det skal samtidig være med til at markere den fusionerede klubs 10 års jubilæum.

Seks skoler har fået invitationen til at deltage, nemlig Baggesensskolen, Tårnborg Skole, Helms Skole, Broskolen, Vemmelev Skole samt Forlev Friskole. Stævnet er i første omgang for de mindste og mellemtrinnet, men der er mulighed for en udvidelse med alle årgange, hvis stævnet bliver en succes.

Stævnet afvikles efter gængse regler for indendørs fodbold, det vil sige korte kampe med 4-5 spillere på banen ad gangen. 3.-5. årgang skal spille lørdag, mens de mindstes kampe er programsat til søndag. Der kan stilles hold i både pige- og drengerækken.

<newline/> <newline/>Tilmelding senest 9. februar

Lasse Freisleben prøvede allerede for et par år siden at genoptage den gamle tradition med skolefodboldstævne i Korsør. 'Men det lykkedes ikke. Jeg tror timingen var skæv i forhold til at skolerne havde travlt med skolereformen.'

Nu håber han tiden er moden til det, og har været ude i god tid og tale med skolelederne om det. Men hvis projektet skal lykkes, kræver det opbakning og tilmeldinger.

Tilmelding af hold kan ske ved henvendelse til FC Storebælt via mail: fcs.skolefodbold@gmail.com. Det er gratis at deltage, ligesom det er gratis at heppe på sidelinjen. Der vil naturligvis være fine præmier på højkant til vinderne.

Sidste frist for tilmelding er fredag den 9. februar.