
Sagen om misbrug og svigt af fire børn i en plejefamilie i Skælskør fra 1999 til 2005 får nu endnu et kapitel knyttet til den uhyrlige fortælling.
En tredje, 22-årig søster udover Saphran Hassna og Nanna Hansen, som allerede har sagsøgt Slagelse Kommune, stævner nu kommunen og kræver 300.000 kroner i erstatning.
Det skriver Sjællandske.
Kvinden, som er de to navngivne sagsøgeres lillesøster, mener, at hun ligesom sine søstre er blevet krænket – særligt af sin uterlige plejefar, som i 2008 blev smidt i fængsel for vold og overgreb i en længere årrække.
Sagen er i store træk identisk med den, som Saphran Hassna og Nanna Hansen har sagsøgt kommunen for. Derfor ønskes det også, at sagen bliver ført ved Østre Landsret som første instans, så den bliver en del af den domsforhandling til december, som i forvejen har de to andre søstre i hovedrollerne.
Hvorfor den 22-årige kvinde først stævner kommunen her i juni, skyldes ifølge søsteren Nanna Hansen, at det først er nu, hun føler sig klar.
– Det har naturligvis været en stor mundfuld. Især for hende. Vi reagerer jo alle forskelligt på det hele, og hun har bare ikke følt sig klar før nu, fortæller Nanna Hansen, som sagsøgte kommunen tidligere på året.
Det har ikke været muligt at træffe den sagsøgende søster, som dog aldrig har vaklet i jagten på retfærdighed.
– Hun er en fighter, og hun har ikke været i tvivl om, at kommunen skulle sagsøges. At det har taget længere tid for hende, kan man jo indirekte – negativt ment – takke kommunen for. Det er jo herfra, at man ikke har grebet ind, dengang det hele stod på, fortæller Nanna Hansen.